EMNER

Fra mord til karaktermord

Livvagterne - afsnit 7

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Da Jasmina (Cecilie Stenspil) pludselig står ansigt til ansigt med den svenske instruktør Dexter (David Dencik), bliver det en påmindelse om en meget smertefuld periode i hendes fortid. De har haft et forhold for fem år siden. Skal det genoptages på næste søndag? Foto: Mike Kollöffel

Tre eller fire stjerner? Jeg var længe i tvivl. Det, der trækker nedad, er, at der i grunden ikke sker ret meget i forhold til det kriminelle plot. Og sådan er det med Livvagterne: De ulige afsnit er lige lovlig tynde i spyttet, mens alle de lige afsnit - der hvor fortællingerne afsluttes - er noget bedre. Til gengæld er der noget, der konstant trækker opad, og som jeg elsker hos "Livvagterne". Det er alle kommentarerne. Alle de skjulte dagsordener. Alle de små skæve replikker. Det kan være ting som at statsministeren søger job som EU-præsident. Eller det kan være en bemærkning fra Jonas, der igen er gået fra konen, Rachel. Han siger: "Du kender ikke din kone, før du har forladt hende". Og det er jo i grunden en ganske elegant bemærkning. I det hele taget bæres "Livvagterne" oppe af et gigantisk overskud af god replikkunst. Vi ser det i samtalerne mellem statsministeren og den franske præsident Sarkozy. Og vi ser det i Jasminas samtale med den svenske instruktør, Dexter. Det er flot. Afsnit 7 handler om en stalker. Anita hedder hun, selv om hendes navn ikke nævnes i afsnittet. Ordet stalker forklares ikke i episoden, men på den anden side set, så ved alle i Danmark nu, hvad en stalker er. Okay: Vi har ikke fået den kliniske definition på begrebet. Men det har vi vel heller ikke brug for. I lang tid frygter vi, at Anita vil dræbe statsministerens kommende kone. Men i slutscenen så vi så, at dette ikke handler om mord, men om karaktermord. Og i samme slutscene er der lagt maksimalt pres på statsministeren fra spindoktorens side: Han skal bryde forbindelsen til skuespilleren Josefine Rhode. Den er svær. Gør han det, er det et totalt tillidsbrud i forhold til hans kommende brud. Gør han det ikke, er han en færdig mand i politik. Det er med andre ord en total tabersituation. I hvert fald hvis statsministeren følger sin spindoktors råd. Den eneste måde, han kan redde sig på, er at sige til spindoktoren, at han ikke handler, før han har talt med Josefine. Om han vælger den vej, finder vi ud af næste søndag. Der var flere steder i afsnit 7, hvor jeg synes, dramaet snød lidt på vægten. I starten er der en stribe krydsklippede scener, hvor vi følger Josefine, Jasmina og Anita. Musikken signalerer høj spænding, og jo: det virker. Vi får pulsen i vejret. Men det er lidt tarveligt, for det eneste, der sker, er at Josefine cykler, at stalkeren Anita fjumser rundt, og at Jasmina laver sin research. Hen mod slutningen er der et Tv-Avis-indslag, hvor de to politiske kommentatorer Helle Ib og Thomas Larsen taler om Politikens forside. Men helt ærligt: Skal det forestille politisk journalistik, så er det ikke ret godt. Det er en syg analyse af begivehederne, vi får der. Også på trods af, at Helle Ib (spillet af Helle Ib) får sagt: "Det er jo ikke et peep-show i Istedgade, vi ser". Jo. Det var det jo så, for samtidig var Anita gået på en ussel knejpe for at dyrke sex på en affaldscontainer. I det hele taget er der mange steder i "Livvagterne", der er reklame for andre af DR's udsendelser. Det næste bliver vel, at statsministeren og Josefine Rhode skal i "Aftenshowet" sammen næste søndag.... Jeg var vel i grunden også en smule overrasket over at høre om Jasminas tidligere forhold til den svenske instruktør, Dexter. Så måske er der i grunden to forhold, der skal klinkes i næste episode? Der har i øvrigt været flere klager over lyden i "Livvagterne". Det problem skulle gerne være løst fra og med næste søndag, hvor DR designer lyden lidt anderledes end hidtil. Det betyder, at dialogerne kommer længere frem i lydbilledet, mens reallyden dæmpes tilsvarende. Så for de, har har haft svært ved at høre, hvad der er blevet sagt, så skulle det problem være væk fra og med afsnit 8. "Livvagterne - afsnit 7" Manuskript: Peter Thorsboe og Mai Brostrøm Instr: Kasper Gaardsøe DR-tv søndag aften Genudsendelse tirsdag 23:30