Lokalpolitik

Fra penneskaft til computer

Borgmestersekretær Lena Rønn kan snart fejre 40 år i kommunens tjeneste

HJØRRING:1. juli har borgmestersekretær, Lena Rønn (56) været ansat i Hjørring Kommune i 40 år. I 1970erne var hun dog nær endt som Hjørrings første lokal-tv-speaker, men mere om det senere. Den 16-årige Lena Rønn blev 1964 ansat som elev i socialforvaltningen i kælderen under det gamle rådhus. Nabokommunen mod øst hed ikke Sindal, men Sct. Hans/Sct Olai sognekommune . Sct. Olai og Sct. Hans havde kommunekontor på Vendelbopladsen, og Hjørring Kommune holdt til i det gamle rådhus på torvet, som nu benyttes til byrådsmøderne. Lena Rønn har arbejdet under seks borgmestre, og hun kommer til at opleve to kommunalreformer. Den nye strukturreform tager hun gerne med. Hun har altid elsket det uforudsigelige ved sit arbejde. - Reformen bliver faktisk mere spændende nu, hvor jeg har mere erfaring, siger Lena Rønn, der ikke har planer om at forlade sin deltidstilling foreløbig. Hun ser fremad. Således husker hun den første kommunalreform i 1970, som samlede de omkringliggende sognekommuner til den nuværende Hjørring Kommune, som en chance for at få en masse nye kolleger. Hun kom til borgmesterkontoret i 1967 og har været der siden. Administrationen rykkede til Codanhus 12. marts 1971. - Jeg kan huske, at der stod blækhuse med grøn blæk. Den farve brugte man på borgmesterkontoret, og alt blev skrevet i hånden. Mine søstre havde heldigvis foræret mig en Parker fyldepen. Alle byrådsprotokoller blev skrevet i hånden og senere blev det stencils, skrevet på store sorte skrivemaskiner med guldbogstaver. I dag foregår det på computer. Heldigvis, mener Lena Rønn. Den teknologiske udvikling har dog ikke begrænset papirmængden. - Dengang var det tynde byrådsdagsordener. I dag er det jo næsten en hel bog , byrådsmedlemmerne skal igennem, siger Lena Rønn. Hun havde nær forladt borgmesterkontoret i 1973. Det var nemlig i Poul S. Poulsens borgmestertid, at kommunen søgte staten om tilladelse til at sende lokaltv via antenneselskabet. Lena Rønn kom til prøve som ”speakerpige” i et studie på seminariet, men de nyskabende tv-planer blev ikke til noget på grund af tekniske problemer og manglende tilskud fra staten. - Ska’ do te å væer speaker, spurgte en af min mands familiemedlemmer fra Lemvig. Han udtalte speaker på dialekt, så jeg ikke umiddelbart kunne forstå det. Men så fik jeg straks at vide, at jeg ikke skulle være ”fin på den”, siger Lena Rønn muntert. Som indfødt hjørringenser og ægte vendelbo ved hun, at dét er en dødssynd på disse kanter, at være ”fin på den”. Tidligere stenograferede Lena Rønn borgmestrenes breve. I dag skriver borgmester Bent Brown (S) kladde på sin computer. Tiltale med titel og De fra de første borgmestres tid er forvandlet til du og fornavn. En omgangstone, der passer Lena Rønn godt.