Fra pensionat til hotel

Turisme 14. september 2002 08:00

SKAGEN: Midt i Skagen og alligevel gemt lidt væk fra strøget ligger et af byens gode spisesteder - Hotel Petit. Det er som antydet også et hotel, og det har det været siden 1920, hvor Missionshotellet, som var navnet dengang, blev bygget som pensionat. - Folk, der flyttede til byen, var på kost og nogen også på logi. Det fortsatte som afholdshotel frem til begyndelsen af 1970erne, hvor navnet blev Hotel Norden, fortæller Carsten Østergaard, som sammen med fru Hanne ejer hotellet i dag. Med ejerskifte og nyt navn kom også spiritusbevilling til hotellet på Holstvej, som Hanne og Carsten Østergaard overtog i 1989. - Vi byggede en del om, moderniserede det hele med bad og toiletter på værelserne, og så ændrede vi navn til Hotel Petit. Vi ønskede at give hotellet et nyt image og lavede faktisk det hele om. Hanne og Carsten Østergaard kom til Skagen Kommune fra Struer. Det var i 1984, hvor parret blev ansat som ledere af Hotel Skagen Strand i Hulsig. De var med til at starte og bygge feriehotellet i Hulsig op til noget stort, indtil parret i 1989 blev selvstændige ved køb af Hotel Petit. - Vi kom tilbage til Hulsig igen i tre år fra 1994 samtidig med at vi drev hotellet i Skagen. Det hørte så op, og siden har vi koncentreret os om Hotel Petit, fortæller Carsten Østergaard. Parret har dog også været meget engageret i en række organisatoriske og forenings-gøremål. Hanne har blandt andet været formand for turistforeningen og fungerende turistchef, mens Carsten Østergaard blandt andet har markeret sig som formand for de lokale arbejdsgivere. I dag handler det mest om hotellet på Holstvej, hvor de 25 værelser fra maj til langt hen i september er optaget af tilfredse gæster. Belægnignsprocenten set over hele året er mellem 65 og 70, hvilket er ganske pænt i branchen. - Vi har mange gæster i forbindelse med kurser og konferencer uden for sæsonen, og der er såvel danske som svenske og norske gæster. Vi kan have tre kurser ad gangen, siger hotelchefen. Blandt de faste konference- og kursusgæster er blandt andre Volvo, Göteborg Kommune og Kristiansand Kommune. - Vi har heldigvis også rigtig mange lokale både til at spise i Restaurant Lilleheden og i vore selskabslokaler. Vi slår meget på familiefester af alle slags, og vi synes selv, at vi har nogle rigtige hyggelige lokaler. - I restauranten har vi også mange lokale, der kommer og nyder den gode mad, og nu er det snart tid for julefrokoster. Det ser vi meget frem til, og vi har mange, der kommer igen år efter år. Vi har lokalerne også til ret store selskaber, siger Carsten Østergaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...