Fra pigtråd til blo msterbørn

Nu har Rockbillen, den erfarne og kyndige rockjournalist Torben Bille sammen med musikfotograf Jan Persson udsendt en rigtig sofabog om storhedsperioden fra 1964 -1974.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dylan hører sin eget dobbeltalbum “Blonde On Blonde” på rejsegrammofonen i København, maj 1966. Foto: Jan Persson

BOG Torben Bille & Jan Persson:”Midt i en Beattid” 1,665 kilo vejer denne prægtige fotobog fra dengang det hed beat, og Danmarks Radio i 1963 havde lanceret P3 som modtræk til den reklamedrevne piratsender Radio Mercur, og “fordummende popmusik” nu fik lov at strømme ud af statsradiofonien. Nu har Rockbillen, den erfarne og kyndige rockjournalist Torben Bille sammen med musikfotograf Jan Persson udsendt en rigtig sofabog om storhedsperioden fra 1964 -1974. Dengang de store rockstjerner slet ikke vidste, at det var det, de var, eller rettere på vej til at blive og hvor det at være langhåret i virkeligheden blot var ensbetydende med ikke at klistre håret til i Brylcreme. Droppe koslikket foran og blot lade det nyvaskede stå ud i en ren naturfrisure Og selvfølgelig åbner bogen med Beatles, som kom og vendte det hele på hovedet dengang i juni 1964, hvor Grete og Jørgen Ingmanns “Dansevise”, Raquel Rastennis “Her i vores hus er glæde...” og Preben Kaas og Jørgen Rygs “Hvad skal vi med kvinder” stadig fyldte mest i popmusikkens verden. Beatles åbnede ballet og noget ustoppeligt gik i gang. Musik og antiautoritet, oprør og ungdom gik hånd i hånd, eller som journalist Lasse Ellegaard får lov at udtrykke det i bogen: “Den sommer befriede Beatles et helt miljø. Pludselig sked man på, om den musik man hørte og de steder, man hørte den, kunne henregnes under det tilladelige. Man begyndte at danse, man begyndte at bruge musikken i stedet for at tage hensyn til dens kvalitet”. Det er en herlig bog for dem, der selv var med og unge dengang, da musikken - rock, blues, folkemusik - blomstrede, og vel i dag med et samlebegreb bliver betragtet som 68-generationens musik. I virkeligheden - viser bogen også så glimrende -strækker perioden sig over et helt årti, inden kommercialiseringen for alvor begyndte at tage over. Perssons billeder er gode - ikke blot teknisk, men lige så meget, fordi de er fra en tid, hvor der ikke blot var afsat knipsetid til fotografen under de to første numre, men også fordi Jan Persson stod der klar bag kameraet, dengang meget af det, som senere er blevet mytologisk rockhistorie, faktisk fandt sted. Rolling Stones, Kinks og The Doors da de indspillede deres liveprogram for DR, eller Bob Dylan som hører sin eget album “Blonde on Blonde” på rejsegrammofonen, mens The Bands trommeslager Richard Manuel lytter med i baggrunden. Bogen er ikke sådan én, du tager med til lystlæsning i sengen. Med sit firkantede format på 28,5 x 28,5 cm er det svært rart at have en bordplade under, mens du bladrer i beatherlighederne. Bille selv har godt styr på rockhistorien, og der er masser af interessante småanekdoter, og så må du bære lidt over med hans personlige sym- og antipatier. Rolling Stones går eksempelvis mere op i at være Stones, end rent faktisk at frembringe god musik. Det er immervæk en påstand, hvis du eksempelvis lige har været inde at se rullestenene trykke til den i koncertfilmen “Shine A Light”. Bogen er desværre uden sidetal og mangler også register bagi, så det var muligt at finde ind til netop den gruppe eller kunstner, du er interesseret i. Den overordnede systematik opdeler perioden i “Den britiske bølge”, “Troubadourerne”, “Det sorte guld” - blues og soulafdelingen selvfølgelig, og så følger “Blomsterbørn med og uden torne” inden vi runder af med “Kursen sat mod mainstream”. Men som sagt fotodelen er flot, og så må du se, om du kan leve med Billes uvane med at udråbe bestemte kunstnere som de sande rockhelte, mens andre lakonisk bliver afskrevet som mindre betydelige. Det bliver lidt for sort-hvidt og unuanceret i de nogle gange meget kortfattede causerier som ledsager billederne. Eksempelvis soulsangeren Ray Charles, som Bille ikke mener fik lavet noget kreativt, efter at han holdt op med at være på heroin. Torben Bille & Jan Persson:”Midt i en Beattid”. Verdens største rockstjerner i Danmark 1964-74. 288 s., rigt illustreret, 340 kr. Gyldendal.