Fra pop til rock og rul

¤Ivan Pedersen, musiker og komponist, fylder i dag 60 år. "Hvor skal vi sove i nat?" er sællerten i Ivan Pedersens liv. Men multimusikeren er til meget mere end pop. Ivan Pedersen har i mere end 40 år huseret på den danske musikscene som komponist, pladeproducer, trommeslager og sanger i meget forskellige genrer. I 1970'erne med halbal-bandet McKinleys, i 80'erne sammen med Lecia Jönsson i duoen Laban, i 90'erne med rock og rul-orkesteret Backseat og i de senere år som soloartist, hvor han mest spiller for folk, som sidder ned. I 2006 udgav han "MEMO - Ivan Pedersens 40-årige karriere" indeholdende en cd med 20 sange, der dokumenterer en af de store karrierer herhjemme. Gennem seks år og på fem album havde Ivan Pedersen i 80'erne sammen med Lecia Jönsson fat i danskernes indre popdyr. Efter at Pedersen havde måtte tage til takke med en sidsteplads i Dansk Melodi Grand Prix i 1982 debuterede han kort efter med Lecia i duoen Laban med singlen "Hvor skal vi sove i nat?". Det blev et brag af en succes. Pladen er solgt i over en million eksemplarer. Men Laban ramte også hitlisterne rundt omkring i den store verden og lp'en "Caught by surprise" solgte godt i 36 lande. Singlen "Love in Siberia" huserede på den amerikanske Billboard-liste. Efter en turné i Sverige i 1988 besluttede Pedersen og Jönsson at gå hver til sit. - Vi regnede ikke med, at Laban ville holde længere end sommeren over. Men vi holdt i syv år, og det var en meget underlig oplevelse, har Ivan Pedersen fortalt. Et nyt og rock'et musikalsk udtryk fandt han med gruppen Backseat, der har udgivet en stribe album frem til i dag og i 1995 indbragte Ivan Pedersen en Grammy som årets sanger. Ivan Pedersen er arbejdersøn fra Aalborg-bydelen Vejgaard og gift med Jytte Poulsen. Sammen ejer og driver de selskabet Silly Songs. Sideløbende med sine egne projekter har Ivan Pedersen skrevet og produceret musik for en række danske kunstnere, ligesom han siden 1995 har været engageret i bestyrelsen af KODA, de senere år som formand. /ritzau/