EMNER

Fra postkasse til postkasse

Det handler om relation og spillelyst, når vi sender kædebreve videre.

E-mails, strikkede lapper eller sågar venskabskagen Herman, som skal fodres og sendes videre. Langt de fleste danskere har på et eller andet tidspunkt i deres liv stiftet bekendtskab med en eller anden form for kædebrev. Breve, der truer med evig fortabelse, hvis man bryder kæden, eller breve, der lover guld og grønne skove, hvis blot lige man husker at sende en kopi videre til fem venner. Eller måske bare et brev, der fortæller, at du vil kunne give dine venner en endnu bedre dag, hvis liiiiiige du sender dem denne hilsen. - De vigtigste i alle disse typer aktiviteter er det relationelle element. Man sætter sine venner og bekendte i gang med en proces, og dermed har vi fået et fællesskab, siger sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet. Fænomenet med kædebreve har fået en opblomstring med e-mail og sms. Hvor vi tidligere skulle bruge et frimærke på brevene eller mødes for at udveksle dem, så er det i dag både nemt og omkostningsfrit at fragte dem videre. - Man kan sige, at indsatsen er minimal - og tænk nu hvis vi fik noget ud af det, siger han. Samme opfattelse har professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Torben Grodal. Han har i årevis forsket i kognitions psykologi og herunder også overtro. Han mener, at vi ved at sende kædebrevene videre laver en form for helgardering eller vaccination mod det ukendte og usikre. - Der er nogle underliggende mekanismer i hjernen, som gør, at vi tænker: måske er der mere mellem himmel og jord, men nu er jeg da sikker ved at gøre den eller den handling, siger han. - Vi leder konstant efter årsagssammenhænge og har tendens til at overføre erfaring om, at hvis man gør noget for nogen, så kommer der også noget tilbage. Vi har f.eks. lært, at hvis man siger hej til nogen, så siger de hej igen. Det overfører vi nærmest til et skæbnebegreb, sådan at hvis vi nu sender det her brev videre, så kan det jo være, der sker noget godt for os, siger han. Men kædebrevene har også et tydeligt element af leg eller spillelyst, mener Michael Hviid Jacobsen. For når Konsulinde Holm i tv-serien Matador strikker lapper til et slumretæppe på opfordring af et kædebrev, så har hun ikke nogen oprigtig forventning om faktisk at få alle de lovede lapper tilsendt. - Vi tænker, det kunne da være rart at få 48, når jeg nu kun har strikket to, men vi tror ikke helt på det, siger han. Og med spillet eller legeelementet kommer også kampen mod kedsomheden og jagten på et evigt fællesskab. For jo mere individualiseret vores samfund bliver, jo større bliver også behovet for at føle os som del af et fællesskab, mener sociologen. - Det er vigtigt for os at føle os forbundne på en eller anden måde. Og når vi modtager dej til venskabskagen, så bliver vi jo bekræftet i, at vi er med i et fællesskab. Hvis vi derimod ikke får kædebrevene, så er vi jo venneløse, og det er næsten den største skam, man kan blive udsat for, siger han. Michael Hviid Jacobsen mener ikke, at der er nogen grænser for, hvilke former for alternative fællesskaber, vi kan skabe i disse år - alt sammen for at bekæmpe ensomhed. Han trækker blandt andet paralleller til det virtuelle forsamlingshus Facebook, hvor man kan samle venner på internettet, og diller som kålhoveddukker, hvor amerikanere i 1980'erne opfostrede dukker, som var de børn. - Vi har den der frygt for tomhed og involverer os derfor i ligegyldigheder. Men hvis der er nogen, der bliver gladere ved det, så har det en form for værdi.