Fra prygl og pisk til gudstjeneste og gårdture

Historiker beskriver fængsels- væsenet udvikling

Prygl og pisk, brændemærkning og afskæring af kropsdele. Det er blot et udpluk af de barske straffe, som en dommer i det 15. og 16. århundrede havde til sin rådighed over for danske forbrydere. Men så kom det moderne gennembrud, og fængselsstraffen vandt indpas i Danmark. Pisken blev lagt på hylden, og disciplin, total isolation og intens religiøs påvirkning tog over som de foretrukne midler, der blev benyttet til at forbedre fangerne. I dag hersker der en dobbelthed i den danske straffepraksis, hvor både forbedringstankegangen og den mere hævnorienterede straffeform er repræsenteret, mener historiker Peter Scharff Smith, som er forfatter til bogen "Moralske Hospitaler". I bogen beskriver forfatteren det moderne fængselsvæsens internationale gennembrud, som fra slutningen af 1700-tallet introducerede et nyt straffesystem, der i større eller mindre udstrækning overlevede helt frem til 1970'erne. Omdrejningspunktet var en ekstrem disciplin og isolation af fangerne og en udbredt tro på, at fangerne ikke blot skulle afskrækkes - men også kunne forbedres. - Man skulle i cellens ensomhed vende blikket indad mod sin sjæl og angre sin forbrydelse og møde Guds lys. Det skulle starte en religiøs proces inden i mennesket, og så skulle forbedringen og den gode samfundsborger være resultatet, siger Peter Scharff Smith, der har forsket ved universiteter i København, Lund og New York. Formålet var at skabe social orden i den nye verden ved at gøre de kriminelle til bedre mennesker, og resultatet af de nye tanker stod færdigt få dage før juleaften i 1859, da Vridsløselille forbedringshus slog portene op for sine første fanger. Det moderne fængselsvæsen lovede guld og grønne skove i form af reformerede kriminelle - og dermed et moralsk renere og bedre samfund. Men det var nemmere sagt end gjort, især fordi den totale isolation viste sig at gøre stor skade på de indsatte. Barske forhold De indsatte bar hætter, når de blev transporteret rundt i fængslet, og de var isoleret både under gudstjeneste og gårdture. De kunne sidde i flere år i fængslet uden at se en medfanges ansigtstræk, og det tog de selvfølgelig skade af mentalt. - I virkeligheden var det en slags psykologisk laboratorium, man byggede i Vridsløselille, og det blev værre og værre. Efter nogle år blev det så grelt, at selv fængselsinspektøren vendte sig mod de barske forhold, fortæller Peter Scharff Smith. På baggrund af den voksende kritik valgte Justitsministeriet i 1871 at iværksætte en undersøgelse, som endte med at konkludere, at isolationen nok have en skadelig virkning - men at forbrydere allerede ved fødslen var "betynget med sygelige Anlæg som Arv fra en vanslægtet Familie". Biologien var rettesnor, og det betød, at man tilskrev sindssygdom en biologisk årsag. - Sociale forhold som ensomhed kunne ikke skabe sindssygdom. Det var tværtimod de kriminelles biologiske arvemasse eller det forhold, at de onanerede i cellerne, forklarer Peter Scharff Smith. Syndig onanist I bogen "Moralske Hospitaler" findes en billedserie fra 1844, som illustrerer, hvilken grusom skæbne, der ventede en syndig onanist. En smuk ung mand gennemgår i løbet af kort tid en række forfærdelige lidelser og dør 17 år gammel, som en afmagret skygge af sig selv. - Det var almindeligt anerkendt over hele den vestlige verden, at det var følgerne af at onanere for meget. Så det var i virkeligheden med til at frikende isolationen, siger Peter Scharff Smith. I USA forlod man den nye fængselspraksis allerede i 1860'erne. I Danmark og hele Norden levede forbedringsidealet helt frem til 1970'erne, hvor man erkendte, at det ikke virkede. I dag hersker der en dobbelthed i den danske straffepraksis, mener forfatteren. Den indeholder både træk fra forbedringstankegangen, som stammer fra det moderne fængselsvæsens gennembrud, og fra 1500-tallets hævnorienterede måde at straffe med pisk og prygl. "Moralske Hospitaler" er historien om de bedste intentioner, der førte til de største menneskelige tragedier. Bogen udkom i mandags. /ritzau/