Fra reserve til attraktion

Rasmus Skram har fået sit gennembrud i svensk håndbold. Den tidligere AaB'er er topscorer hos Malmö.

- Danske Rasmus Skram er en attraktion med sine finurlige afslutninger og vidunderlige teknik. Sådan skriver den svenske avis Sydsvenskan om den aalborgensiske venstre fløj, der har taget svensk håndbold med storm efter ankomsten i sommer. 92 mål i 17 kampe for HK Malmö er det blevet til, og dermed er han Elitseriens mest scorende venstre fløj - og den sjette mest scorende overhovedet. Noget at et sceneskifte, efter at Rasmus Skram hos AaB Håndbold kun spillede en anonym birolle. Sjovt at spille håndbold - Det er blevet rigtigt sjovt at spille håndbold. På sin vis, så har jeg fået større oplevelser i det her halve år i Malmö end i de mange år, jeg spillede i Aalborg, siger Rasmus Skram. - Mine personlige ambitioner kommer virkelig til sin ret herovre. Jeg er førstevalg, og er fast straffekastskytte. Måske kunne jeg også øjne førstepladsen på topscorerlisten i Sverige, hvis ikke det var fordi, at vi har en aftale om, at jeg kun spiller omkring 45 minutter per kamp. - Vi har en svensk U-landsholdsspiller, som er andetvalg på pladsen, og han får omkring et kvarters spilletid hver gang, og det er ofte i slutningen af kampene, når vi fører stort og måske kan få en del billige mål, forklarer han. Sælger topscorertitlen Man hører dog ikke aalborgenseren brokke sig over den fordeling, for i AaB Håndbold stod han selv i skyggen af Rasmus Wremer og fik ofte kun få eller slet ingen minutter på banen. - Her i Malmö fungerer det jo på den måde, som jeg havde håbet på i Aalborg, hvor andetvalget også kommet til fadet og kan udvikle sig, og jeg sælger gerne topscorertitlen i den sags tjeneste, pointerer han. Oven i Rasmus Skrams personlige succes, så har HK Malmö også overrasket alt og alle med en aktuel tredjeplads i holdets kun andet år i Elitserien.