EMNER

Fra Rom-traktat til forfatning

Fra Rom-traktat til EU-forfatning. Scenen er sat.

Der skrives historie, når der skrives under. Udviklingen mod et fredeligt Europa med velstand og stabilitet når sit endemål. Man begyndte med en ganske lille traktat og ender med en fyldig forfatning, der tager højde for alt. På scenen står EU's stats- og regeringsledere. Forfatnings-fyldepennen ligger parat til, at de kan undertegne den pagt, der vil gælde for alle folk i Europa til tid og evighed. (Ja, i hvert fald indtil stats- og regeringslederne måtte få lyst til at ændre den.) Stats- og regeringslederne underskriver forfatningen og bringer den derefter hjem til deres respektive lande, for at den kan komme til at gælde som lov for deres folk. Men spørgsmålet er: Hvordan kommer en forfatning for EU til at gælde som lov i alle lande for alle folk? Hvem har retten til at tegne alle folk i EU? EU's stats- og regeringsledere må i et eller andet omfang føle, at de har fået det mandat. Det gælder i hvert fald for dem, der endnu ikke har bedt deres folk om at svare på spørgsmålet: Ønsker du en forfatning for EU? Det spørgsmål agter man at stille i ti lande. I tre lande har man på forhånd afvist at spørge vælgerne. Og i de resterende tolv lande har man endnu ikke besluttet sig for, hvorvidt man ønsker at holde folkeafstemning. Jeg synes, at det eneste rimelige ville være at sende forfatningen til folkeafstemning i alle lande i EU samtidigt. EU's stats- og regeringsledere har ikke det fornødne mandat til at binde Europas folk til en forfatning til tid og evighed med deres underskrift. Det mandat kan de kun få ved at spørge direkte. Med EU-forfatningen skrives der historie i EU. Forfatningen binder direkte alle borgere til en statsdannelse med fælles værdisæt, fælles militær og fælles mønt. I forfatningen afskaffes borgernes ret til at blive hørt, hvis man måtte ønske at udvide rammerne for samarbejdet. Stats- og regeringscheferne får mulighed for at ændre forfatningen hvis de - som tæller 25 - kan blive enige om det. Jeg taler om den såkaldte passarelle, der siger, at man kan flytte områder, hvor der i dag kræves enstemmighed til flertalsafgørelser, hvis blot stats- og regeringslederne kan blive enige om det. Det mandat kan ikke overlades til femogtyve landes regeringsledere. Det spørgsmål må stilles direkte til Europas folk: Ønsker du en forfatning for EU, der gør det muligt at ændre på spillereglerne, uden at du bliver spurgt? Danmark er et af de ti lande, hvor det er besluttet, at vi skal have en folkeafstemning. En netop offentliggjort meningsmåling i Politiken siger, at knap 46 pct. af de danske vælgere, endnu ikke har bestemt sig for, om de vil stemme ja eller nej. Kun en tredjedel af danskerne siger på forhånd ja til forfatningen. Så meget desto mere er der grund til, at vi får åbnet debatten om forfatningen. Det sker ved, at statsministeren melder ud med en dato for en folkeafstemning. Han kunne passende som minister for et land, der har stor erfaring med folkeafstemninger, gå i front i EU og foreslå en fælles folkeafstemningsdato. Derved kunne Danmark blive den progressive lillebror. I stedet for den fodslæbende, der aldrig tør sige, hvad han vil, førend alle de andre har bestemt, hvad de mener. Hanne Dahl, Søttrupvej 9, Hornum, er frimenighedspræst og medlem af JuniBevægelsen. E-mail: dahl-hornummail.tele.dk

Forsiden