Fra samfundets plov til hækkeklipper

Han har messet EU, kæmpet landbrugsstøtte hjem og haft Chirac på besøg på Bornholm. Nu erkender eks-minister Niels Anker Kofoed, at hans tid med indflydelse er forbi. Og så dog …

Vi er knap nok sunket ned i de bløde lyse møbler, datteren Birthe har knap nok stillet hyldeblomt-drikken på bordet, og blokken er knap nok fundet frem, før Niels Anker Kofoed fortæller den første anekdote. - Da englænderne angreb os i 1807, prøvede vi danskere at forsvare os, men man kunne ikke ryge tobak derude på udkigsposterne, for det regnede jo. Så begyndte soldaterne at tygge skrå … Imens hans runde, bløde bornholmsk spiller ud i rummet, finder den 75-årige tidligere landbrugsminister selv en lille blikdåse frem fra inderlommen. Drevent smutter han den lille sorte klump ind langs tandkødet og smiler et smil, der rummer hele solskinsøens tilknytning til de skråglade svenskere. Det er seks år siden, Niels Anker Kofoed gik gennem Europa-Parlamentets døre i Bruxelles for sidste gang. Efter gennem hele tre regeringer at have råbt op om gylle, stordrift og støtte under landbrugsminister-kasketten, sluttede Kofoed karrieren i hjertet af det EU, han holder så meget af. Nu har han overladt Christiansborg til sønnen Thor Gunnar og er selv krøbet langt væk fra rampelyset – i ly på slægtgården Knarregård og avlsbrugsejendommen Nordvang ved Neksø på Bornholm. Seks timers sejlads og tre kvarters kørsel fra indre København. - Jeg blander mig ikke mere. Hvis min søn vil, kan han spørge, men jeg siger ikke noget af mig selv. Når man først har nået de 70, er tiden løbet ud, og man skal indstille sig på det fjerde liv, siger Niels Anker Kofoed på sit bugtende sprog, der aldrig kan blive helt højtideligt. Kunne ikke synge 21. februar 1929 blev Niels Anker Kofoed født som den yngste i rækken af de i alt ni søskende. Politik fyldte meget i den bornholmske landmandsfamilie, og som alle andre hørte teenageren Niels Anker BBC fra London og læste Bornholms Tidende. Han var genert og delte sammen med en af storebrødrene den skæbne ikke at kunne synge, så ingen på egnen havde nogensinde spået den unge Kofoed, at han en dag skulle nærme sig en talerstol. - Genert er jeg stadigvæk, men da jeg kom på Rødding og Askov højskoler, lærte jeg det med at turde tale til folk. Man har det jo i sig, siger Niels Anker Kofoed, mens ungdommens uforudsigelige u-vendinger glider forbi. Unge Niels Anker blev bornholmsk landmand som sin far og sine fem farbrødre. Men side om side med kornet spirede en politisk appetit. Kofoed-sønnen blev formand for Venstres Ungdom på Bornholm, senere landsformand, og de 60.000 unge liberale tiggede deres leder om at komme til Sjælland. - Men jeg ville ikke væk fra Bornholm, siger Niels Anker Kofoed med et varmt smil. Populariteten og vælgerskaren voksede, og i 1968 stod han over for muligheden for at komme i Folketinget. Modvilligt indså den unge landmand, at tingets knap 200 medlemmer nok ikke var villige til at rejse til Bornholm, men at den lovgivende forsamling samtidig var et meget godt træk på karrierens spilleplade. Niels Anker Kofoed krammede konen Rita og sine tre børn på fire, ni og 10 år farvel og sejlede over sundet til Christiansborg. Fire år senere pakkede han sine ting for at tage hjem, men blev stoppet af den daværende statsminister Hartling, det tilbød ham at blive landbrugsminister. Det skulle blive starten på en ny epoke. For Niels Anker Kofoed, for de danske landmænd, for uforberedte journalister – og for Knarregård på Bornholm. Chirac på Bornholm - Jeg har altid godt kunnet lide at have folk på besøg på mine gårde. Alle fra irlændere til Ivar Hansen. Så da Jacques Chirac i 1974 sagde, at han gerne ville besøge mig, bød jeg ham velkommen, fortæller Niels Anker Kofoed. Frankrigs nuværende præsident, der dengang var premiereminister, havde rigtignok svaret "mon ami Kofoed", da den danske udenrigsminister Ove Guldberg havde lovet ham et ønske opfyldt. Men det danske politi sagde nej til projektet – det var for risikabelt. Afvisningen fik nu blot Niels Anker Kofoed til at deklarere, at han nok skulle beskytte Chirac på Bornholm, og efter en snak med kommandanten på Bornholm fik han sin vilje. - Så kom politiet sgu flyvende med to helikoptere og landede ude i lucernemarken. To Cadillac'er kørte premiereministeren ind på gårdspladsen, og vi var omringet af sikkerhedsfolk, mindes Niels Anker Kofoed med et grin. Jacques Chirac holdt en gris, spiste frokost og fik en tale fra sin ven Kofoed, mens franske og belgiske journalister klæbede sig til den bornholmske gård. I dag er det et digert minde i Knarregårds fotoalbum. Workout i jumbojet Som landbrugsminister og senere EU-parlamentsmedlem sloges Niels Anker Kofoed for det rentetilskud til landbruget på 1,5 milliarder kroner, han i dag stadig er pavestolt over at have hevet hjem til danskerne. Gang på gang gentager han, at den var et "tilskud til billigere fødevarer til forbrugerne" snarere end den usunde respirator for det danske landbrug, som pressen har udnævnt den til. Han kæmpede også for et tættere samarbejde i EU – "Jeg er andelsmand og kan godt lide fællesskaber" – og tumlede med pressen, når landbruget blev beskyldt for rovdrift på dyr og miljø. Alt sammen energikrævende, men alligevel forholdsvis stillesiddende arbejde for landmanden Niels Anker. Han begyndte at savne sin motion, så han opfandt den påny. - Jeg begyndte at tage armbøjninger om morgenen, ligegyldigt om det var på hotelværelset i Bruxelles eller hvor jeg var i verden. Jeg startede med 10-20 styk og kom til sidst op på 80, fortæller eks-ministeren stolt. Han husker engang, hvor han slet ikke kunne dy sig for at låne midtergangen i en jumbojet på vej fra Washington til de nødvendige daglige muskelstræk. Umiddelbart var der ikke et øje i den del af flyet, så den dengang 54-årige Kofoed indtog gulvet. - Men da jeg så nåede til 50 og tænkte "Nu må det være nok", kiggede jeg op, og der stod en stewardesse og kiggede forbavset på mig. Vi blev vist lige forlegne, og sjovt nok mødte jeg hende 17 år senere, hvor hun sagtens kunne huske mig, fortæller han. Styrtet på cykel Den ti år gamle 21-gears-mountainbike med de efterhånden 16.000 kilometer på bagen opfylder et andet af Niels Anker Kofoeds behov. Han tæller kilometrene rundt på Danmarks bakkede ø, for han skal op på mindst 100 om måneden – om sommeren 200 kilometer. - Jeg var ude at cykle 17 kilometer i formiddags, før du kom. Så var jeg også træt over middag, men jeg elsker virkelig bakkerne, skovene og plantagerne, siger Niels Anker Kofoed. I foråret 2001 gik det pludselig galt. Mountainbiken skred i det glatte føre på græsset, og selvom den befarne cyklist tog godt af med hænderne, fik han en blodsamling, der gjorde ham bevidstløs i 19 dage. - Jeg kunne ikke kende min kone. Jeg lå bare der. Men vi tog det roligt. Rita sagde til lægerne, at en blodsamling var der skam plads nok til, for så stor var min hjerne ikke. Men noget var riv-rav-ruskende galt, for en nat var Niels Anker Kofoed stukket af fra sin seng på Rigshospitalet og vandrede rundt på en helt anden etage. Og da han kom helt til sig selv igen, måtte han i genoptræning. Han skulle genkende billeder af dyr og på den måde skubbe hukommelsen i gang igen. Men da Niels Anker Kofoed begyndte at imponere personalet med at gå hurtigere end dem og lave armbøjninger under trænings-gåturene, var det tegn på, at han var ved at være frisk igen. Helt klart blev det, da han en dag kunne drille sin talepædagog: - Hun fortalte, at hun havde gået på Vallekilde Højskole. Så sagde jeg "Vallekilde Højskole?! Så er du sgu radikal!" Det er de allesammen, griner Niels Anker Kofoed. Hækkeklipper I dag er han tilbage på cykelsadlen, og han er også oppe på tre-fire armbøjninger, selvom det er hårdt og som at starte helt forfra. Hukommelsen driller stadig en lille smule, når det kommer til enkelte navne og årstal, og det irriterer ham. Han har brug for at kunne huske alt til den biografi, han forventer færdig til efteråret. Og selvom han har accepteret at være blevet pensioneret, er han ikke just typen, der har tænkt sig at sætte sig i sin stol og sygne hen. - Jeg kommer jo stadig rundt på cyklen, og folk hilser på én. Dem, der er 40-45 år og ældre, kender mig. De unge kender mig ikke – kun enkelte statskundskabsstuderende. Hvis folk kigger efter én, bliver man da lidt glad, fortæller Niels Anker Kofoed. Han ser eftertænksom ud, ser ud som om han igen skal til at nævne noget med, at hans tid er slut. Men hvis man kan afbryde sig selv, inden man er begyndt at tale, er det dét, eks-ministeren i det samme gør. Han lyser op. Skifter pludselig over til at fortælle om den 2CV, han hvert år får fjernet rust på, om studiekredsen, han er med i, om Rotary – og om hækkeklipperen. - Jeg klipper hæk nu! Det har jeg aldrig gjort før. Jeg har fået en ny hækkeklipper, for satan hvor det går. Jeg har haft et skidegodt liv, og mit liv er ikke færdigt endnu, siger Niels Anker Kofoed.