Motionsidræt

Fra sikkert job til svær balance

30-årig familiefar sagde sit job op og startede eget fitness-firma på havnen

FREDERIKSHAVN: Med en kone, der studerer til lærer, to raske drenge, der skal spises mætte hver dag, samt månedlige terminer på familiens villa, havde Martin Høeg ikke de store problemer med at finde ud af, hvad månedslønnen skulle bruges til. Ikke desto mindre vinkede han for tre måneder siden farvel til den faste månedlige hyre og sit gode job som salgschef for Peiter Sport og startede eget firma, Wellness Group Scandinavia. - Det var nu eller aldrig. Om to år ville jeg bare have en anden undskyldning for ikke at kaste mig ud i det, siger den 30-årige iværksætter og evigtunge legebarn, der har sluttet sig til kredsen af nystartede firmaer i FME. Fra kontoret på tredje sal i den tidligere værftsbygning har han udsigt over Frederikshavn Havn og kan fra nærmeste hold følge trafikken med Læsøfærgen. Men udsigten giver ikke smør på brødet hjemme hos familien Høeg, og Martin erkender, at det er en satsning. - Jeg skal ikke være millionær, men har altid drømt om at få foden under eget bord. Jeg er fyldt 30 og skulle det være, skulle det være nu, hvor jeg har energien og lysten. Det gode humør og snakketøjet er intakt, og han får brug for begge dele, hvis Wellness Group skal blive en levevej. Firmaet leverer fitness-tilbehør og terapiudstyr, og markedet er i første omgang de skandinaviske lande og Tyskland. Det meste bliver fremstillet i Rusland og i Østen og fordelt til distributører i udlandet. - Kvaliteten skal være i orden og så skal vi forkorte leddene, så der ikke er for mange, der skal tjene penge på udstyret undervejs fra leverandør til kunde, siger Martin Høeg, der med sig fra arbejdet som sælger af bodybikes hos Peiter Sport havde et netværk af kontakter i ind- og udland. - Det gjorde det selvfølgelig lidt lettere af få adgang til møder, hvor jeg kan præsentere mit udstyr, siger Martin og tørrer en sveddråbe af panden. For første gang har han nu udsigt til en måned, hvor indtægterne er større end udgifterne. Det går den rigtige vej. Kunderne er fitnesscentre, foreninger, sportshaller og ikke mindst virksomheder. - På mange arbejdspladser står fitnessrum, velværeudstyr, massagestole og lignende højere på medarbejdernes ønskesedler end mere i lønningsposen. Desuden er der et stort marked inden for ældreplejen, hvor både beboere og personale kan have glæde af massageudstyr. En tysk udviklet massagestol, der masserer din krop, alt imens du hviler dig, er for øjeblikket således på prøve til ældrecentrene i Frederikshavn Kommune. Stolen koster fra 18.000 til 28.000 kr. alt efter, hvor meget udstyr man vil have med. Eller hvad med et løbehjul med hjælpe- og rugbrødsmotor, et lille surfbrædt, som vippes op og ned med fødderne og driver løbehjulet frem. Easy Step hedder det - og det kan blive sommerens dille. Martin Høeg håber, at han holder balancen. - Det er en tilfredsstillelse at sætte et skib i søen. Kun fremtiden kan vise, om det kan bære.