Skattepolitik

Fra skattestop til skattehop

Kommuner vil have lov til at hæve skatten

KØBENHAVN:Seks nordjyske kommuner vil have lov til at hæve skatten til næste år. Det meddelte de Indenrigsministeriet i går og var dermed blandt de 42 kommuner i Danmark, der ønsker at hæve kommuneskatten til et samlet beløb på 1,2 milliarder kroner. Tallene står i skærende kontrast til, at Kommunernes Landsforening og regeringen har aftalt, at kun 10-15 kommuner får lov til at sætte skatten op med maksimalt 500 millioner kroner. Formand for de nordjyske kommuner, borgmester i Morsø Kommune, Egon Pleidrup (S), siger, at kommunerne nu skal se på, om der kan findes besparelser på budgetterne, eller om der er kommuner, som kunne tænke sig at sænke skatten. - Det sidste sker vel næppe, vurderer Egon Pleidrup. Kommunernes borgmestre mødes 24. september i KL for samlet at give et svar på, om de kan undgå at hæve skatterne mere end de 500 millioner kroner. Regeringen har varslet hårde straffe både individuelt og kollektivt til kommunerne, hvis de sætter skatten op med mere end aftalt. Eksperter vurderer, at kommunerne ikke kan holde sig inden for beløbet, og forudser, at kommunerne kan slippe af sted med langt større skattehop end aftalt uden at blive straffet. - Regeringen har ikke lyst til op til et kommunalvalg at ramme deres egne V-borgmestre ved at tvinge dem til at gennemføre besparelser, som vil gøre det svært at blive genvalgt. Desuden kommer et folketingsvalg formentlig næste år, og der tror jeg heller ikke, at regeringen har lyst til at gennemføre en stor magtdemonstration, der betyder voldsomme besparelser i kommunerne, siger lektor og kommunalforsker Roger Buch. Professor enig Professor ved Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen er enig: - Jeg tror under ingen omstændigheder, at de 500 millioner kroner holder. Man vil ligge langt over, og det vil give anledning til rigtig meget ballade mellem kommunerne indbyrdes, fordi der er så mange, der føler sig klemt og snydt af de andre. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser dog meget bestemt, at han vil give kommunerne lov til at sætte skatten mere op. - Jeg vil gerne appellere til kommunalpolitikerne om i denne situation, hvor staten har et underskud på 86 milliarder kroner, og hvor den internationale krise slår ind over landet, at man udviser en solidaritet, så vi kan komme igennem denne krise. Det gælder alle steder - i staten, kommuner, regioner, virksomheder og husholdninger, siger Claus Hjort Frederiksen. Næstformand i Kommunernes Landsforening, Anker Boye (S), mener, at kommunerne er under pres. - Det harmonerer meget dårligt, og det understreger, at kommunerne er under pres. Det er et resultat af, at regeringen har holdt kommunerne i en lavere vækst end resten af samfundet, siger Anker Boye og fortsætter: - Vi vil selvfølgelig arbejde for, at man overholder aftalen, men det er en kæmpe øvelse, og derfor ville det være velkomment, hvis regeringen ville lette en lille smule på låget for at imødekomme det store pres, der er.