Fra skole til 152 nye boliger

Ny æra for den gamle Poul Paghs Gade skole

Carl Chr. Madsen
Så satte Jens Toft-Nielsen skulderen til og pludselig holdt betondrageren ikke stand længere og lagde sig til jorden med et brag. Foto: Matthew David Burnett
Byggeri 1. februar 2017 14:58 - Opdateret 1. februar 2017 15:25

AALBORG: Når man bevæger sig ind i de gamle bygninger fornemmer man tydeligt fordums liv og leben - ja selv madpakkepapiret, som mor derhjemme sirligt havde lagt over leverpostejmaden med syltede agurker.

Vi er i Aalborg Vestby - nærmere bestemt i et af de klasselokaler i den gamle Poul Paghs Gade Skole, som inden længe skal genopstå ikke som skole, men som boliger særligt for ungdommen.

Plus Bolig købte i 2011 skolen - og er nu efter lang tids forberedelse klar til at tage det første spadestik til renoveringen af de gamle bygninger og nybyggeriet i tilknytning til dem.

152 lejeboliger bliver der på grunden - og heraf 80 i selve den gamle skole.

- Vi bevarer og renoverer skolens opgange, så man også fremover tydeligt kan føle, hvad huset i sin tid er bygget til, siger direktør Henrik Thomasen fra Plus Bolig.

Han understreger, at det for Boligforeningen har været afgørende, at man her kan fastholde den gamle skoles formsprog i en solid respekt for arkitekturen.

Bygningerne er fra 1892 og 1940 og grundideen er at bevare facader og gangarealer, fordi man skønner, at de er bevaringsværdige og rummer en betydelig arkitektonisk kvalitet.

Nybyggeriet tilføjes den eksisterende skole på en skånsom måde.

152 nye boliger

Samlet vil byggeriet tilføre Vestbyen yderligere 152 boliger.

121 af dem bliver ungdomsboliger og 20 er udlagt til den nye stay-boligform, som kommunen har satset på også andre steder.

Her er ideen at give plads til unge par, som så kan vælge at blive boende også efter uddannelse.

Det skulle gerne give en større grad af diversitet - i hvert fald aldersmæssigt i beboergruppen.

Endelig er der afsat 11 boliger til et forsøg, hvor man bor i en delebolig. Hver lejer får eget værelse, og deler køkken og bad med en bo-fælle.

Om det bliver en succes står endnu over for at blive afprøvet, men byrådsmedlem Jens Toft-Nielsen (SF), som tog det første spadestik var fuld af lovord over for den mulighed.

- De unge er pressede på økonomien, og hvis de skal bruge fuld tid på studierne, så er det altså rart at man kan splitte huslejen, sagde Jens Toft-Nielsen.

Husleje på 3300

Ungdomsboligerne er 1. værelses og vil koste omkring 3300 kroner månedligt, mens deleboligerne ender en anelse højere og stay-boligerne på 5650 kroner.

Både deleboliger og ungdomsboliger ender i omkring 50 kvadratmeter, mens stay-boligerne er på 76 kvadratmeter.

Det er arkitektfirmaet C. F. Møller og Ingeniørfirmaet Niras, der står for rådgivningen med NNC som totalentreprenør.

Og med et velrettet gravkoskub satte byrådsmedlem Jens Toft-Nielsen skulderen til det nye boligprojekt i dag og væltede nogle af de lokaler i skolegården, som ikke længere skal anvendes.

Han fik lidt coaching for at styre gravkoen rigtigt frem, og pludselig gik det stærkt da den store betondrager tabte pusten, lagde sig ned og markerede en byggestart, som Plus Bolig har set frem til siden VUC’erne flyttede ned på Godsbanen og skolen dermed blev tømt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...