Ungdomsuddannelser

Fra slagteri til vindmøllevinger

En gruppe fyrede slagteriarbejdere på kursus i vindmøllebranchen

HJØRRING:En gruppe på 10 fyrede slagteriarbejdere fra Danish Crown snuser i disse dage til en helt anden branche. Arbejdsformidlingen (AF) har i samarbejde med Siemens Wind Power A/S på Assensvej i Aalborg øst arrangeret et pilotprojekt i form af et AMU-kursus, der skal give slagteriarbejderne forudsætningerne for at kunne indgå i en produktion af vindmøllevinger. Der er ingen jobgaranti forbundet med jobbet, men Siemens Wind Power A/S er en virksomhed i fremdrift. Det har fået AF til at foreslå et kursusforløb målrettet til virksomhedens produktion. Siden Siemens købte virksomheden, har man ansat 75 nye medarbejdere. - Vi er for tiden de folk, vi skal være, men vi er gået ind i dette projekt efter en henvendelse fra AF med henblik på at give folk et indblik i hvilke krav og kompetencer, der kræves ved vindmøllevingebygning, siger økonomichef Claus Bilde fra Siemens Wind Power A/S. I alt 16 mand deltager i AMU-kurset: 10 slagteriarbejdere og seks andre, der har erfaring med epoxy. Virksomhedskonsulent Gert Larsen fra AFs rejsehold tog kontakt til Siemens Wind Power A/S, som indgår for første gang i denne type pilotprojekt. Gert Larsen og hans chef , Finn Olesen tog et møde med Siemens-folkene for at få projektsamarbejdet skudt i gang. Selvom kurset ikke er nogen garanti for nyt job, så er de 10 slagteriarbejdere indstillet på, at efteruddannelse er vejen frem. Kurset skal senere evalueres af AF og Siemens Wind Power A/S. Slagteriet har givet de 10 slagteriarbejdere fri til at deltage i kurset, der måske kan give slagteriarbejdernes fremtidshåb vinger i mere end én forstand.