Fra søde fristelser til bloddryppende krimi-aften

En vaskeægte vandreentusiast deler på Aalestrup Bibliotek ud af sine tips til den vellykkede vandretur. Privatfoto
En vaskeægte vandreentusiast deler på Aalestrup Bibliotek ud af sine tips til den vellykkede vandretur. Privatfoto

Kulturelt, underholdende og kreativt.

Programmet fra Vesthimmerlands Biblioteker byder på lidt af hvert i de første tre måneder af 2017: Spændende foredrag, sjove spaghettiarrangementer og hyggelige fredagscaféer med søde fristelser for nu blot at nævne nogle eksempler.

Her i januar bliver det lidt lettere at holde nytårsforsættet, når kyndige bibliotekarer giver tips til de bedste sundhedsapps til mobilen.

Fredagscaféer er en gammel kending på bibliotekerne i Vesthimmerland, men som noget nyt bliver succes’en nu også udbredt til Aalestrup. Her kan man blandt andet høre om luksuslineren Titanics tragiske jomfrufærd og opleve en vaskeægte vandringsentusiast, der deler ud af erfaringer og tips til den vellykkede vandretur.

Traditionen tro byder bibliotekernes program også på litterære foredrag.

Litteraturprofessor Anne Marie Mai fortæller om aktuelle tendenser og grænsesprængende genrer i nyere dansk litteratur. Til en bloddryppende krimiaften anbefaler bibliotekar Peter Brandsborg fængslende thrillere og blodige krimier, mens en politiinspektør fra Midt- og Vestjyllands Politi beretter om virkelighedens kriminalverden, som til tider overgår fiktionens frygtindgydende krimiplots.

På bibliotekerne varmes der også op til årets Ordkraft-festival med en introduktion til Karen Blixens forfatterskab, inden der løftes lidt af sløret for, hvilke forfattere der i år gæster Ordkraft.

Bibliotekernes program byder ligeledes på populære kendinge som spaghettiarrangementer for hele familien og filmcafé i Farsø, hvor der som altid fremvises en perlerække af både danske og udenlandske film.

For børnefamilier byder vinterferien desuden på et væld af ferie-aktiviteter, hvor kreativiteten virkelig kan få lov til at spire, og som senior kan man blive opdateret på foreningslivets mange tilbud, når bibliotekerne endnu en gang byder velkommen til "Seniorliv på valgfag".

Bibliotekernes program for det kommende kvartal kan mere detaljeret studeres på hjemmesiden www.vhbib.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden