Fra solens bagside

En af de få tilbageværende rigtige bluesmen kiggede forbi.

Jakob Gammelgaard,
De 100 gæster i Glashuset fik en ægte bluesoplevelse med Louisiana Red (t.h.) og den engelske mundharpespiller Paul Lamb.Foto: Bente Poder
Musik 2. oktober 2011 06:00

Bentøjet er skrøbeligt, og teknikken på guitaren lidt rusten, men da først 79-årige Louisiana Red er kommet på plads og blevet varm i Glashuset i Lønstrup fredag aften, giver han publikum en ægte tur tilbage til rødderne af den bluesmusik, der har været en livsnødvendighed, siden han voksede op under hårde kår i Alabama. Moren døde kort efter fødslen og faren blev lynchet af Ku Klux Klan da han var ni . - Jeg blev afvist, da jeg ville spille fodbold og i starten da jeg ville spille musik. Afvisninger hele tiden, indtil jeg begyndte at spille på gaden i Chicago, så skete der noget, fortæller Red, inden han hjælpes på scenen til den udsolgte koncert. Afløb i musikken Lige siden ungdommen har lidelsen og frustrationerne fået frit afløb gennem musikken, og Louisana Red har turneret over hele verden med skiftende musikere, samt indspillet masser af plader Denne aften har han den engelske mundharpespiller Paul Lamb som solid ankermand ved sin side. - Han spiller kun på akustisk guitar i aften. I aftes på Mojo i København fik han fat på en elektrisk, og det gik lidt amok og kom ud af kontrol, fortæller en smilende Paul Lamb i pausen. Alderen sætter sig som regel på stemmen, men hos Louisiana Red skærer hans karakteristiske stemme stadig igennem direkte fra hjertet. Rigtig legende - Jeg er faktisk lidt rystet over, hvor godt han klarer sig. Det holder stadig 100 procent, udbryder en bluesfan, Jørn Bjerre fra Randers. - Han er en af de sidste rigtige legender, der er tilbage, fortsætter han. Arrangøren Claus Thomsen, bluestown.dk, kan glæde sig over en uforglemmelig aften, hvor en af de helt store og ægte bluesnavne fandt vej til et hjørne af landet. - Vi kom virkelig tilbage til kilden, siger Claus Thomsen. - Hvad der får mig til at fortsætte? Gud i himlen, min musik og min kone, der hjælper mig , fastslår Louisiana Red på vej til nye jobs i Næstved og Svendborg, og derefter tilbage til hjemmet i Tyskland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...