Håndbold

Fra sort til rødt og hvidt

ÅRHUS GF AAB 34-35 HÅNDBOLD, POKALTURNERINGEN, MÆND AALBORG: Det så sort ud for AaB efter de første 30 minutter i Atletion i Århus. Nederlag i premieren hjemme mod Bjerringbro og nede med 19-14 ved pausen i pokalkampen mod Århus GF. Forsvaret fik ikke fat i ret meget og de to målmænd slet ingenting. Angrebsmæssigt var det dog noget bedre end mod Bjerringbro og det blev markant bedre i 2.halvleg. Eller var det århusianernes svaghed ? En kendgerning var det dog, at AaB's noget bredere trup nærmest løb Erik Vejes tropper ned i de sidste 30 minutter og lavede 21 mål - næsten lige så mange som i hele kampen mod Bjerringbro i lørdags. Mange fik oprejsning, men flere skuffer fortsat. Heino Holm Knudsen blev topscorer for AaB med 8 kasser og mange assists og holdt niveau i den halvskuffende første halvleg og i anden halvleg meldte playmaker Børge Lund sig så ind i sæsonen. De to bagspillere lagde et tryk og et tempo, som århusianernes smalle mandskab ikke kunne modstå. Og så alligevel. For da man følte, at sejren var i hus ved 23-25, så kom Århus GF mirakuløst tilbage i kampen. Den spillende træner Erik Veje Rasmussen, der havde smidt en del bolde væk, hev dem pludselig ind i målet og vupti var AaB nede med 31-27. - Jeg fatter ikke, de blev ved med at løbe, efterrationaliserede andenmålmanden Ole Kuhr. De havde kun syv spillere og var fuldstændigt tømt for kræfter til sidst, sagde målmanden, der kom ind ved de 31-27 og jublende kunne række armene i vejret efter en redning på et fløjskud fra Bilal Suman seks sekunder før tid. Forud var gået to nervøse minutter hvor gummiarmene pludselig stod i kø efter 68 mål på 58 minutter. Kun Søren Larsen kunne score og således blev han matchvinder med sit eneste mål. AaB viste i 2.halvleg det potentiale som holdkortet frister med og på en dag hvor normale målskytter som Rune Ohm og Håvard Tvedten står helt af og målmandsredninger er en mangelvare i 50 minutter kvalificerer de sig alligevel til kvartfinalen i pokalturneringen. -Giv os nu den på hjemmebane, lød det fromt fra Ole Kuhr, der ikke kunne huske, hvornår AaB har haft den fordel. Med sejren er AaB kun én kamp fra de økonomisk givtige semifinaler med TV-dækning og sponsoreksponering. Stemningen i omklædningsrummet var da også betydelig bedre end efter Bjerringbrokampen. Spillerne følte vel også at de skyldte noget efter den kamp. Nu har de betalt noget af det tilbage... ] Kampfakta: Pausestilling: 19-14 Stillinger undervejs: 3-5 6-5 11-8 12-11 17-12 19-14 21-19 23-25 28-26 31-27 32-34 Mål for Århus GF: @Brød.8.fakta-mager:Torben Winther 8, Kasper Søndergaard 8, Robert Gunnarsson 7, Bilal Suman 4, Jacob Halle 1, Erik Veje Rasmussen 4, Jesper Jensen 2@Brød.8.fakta-fed:Mål for AaB: Heino Holm Knudsen 8, Pelle Larsen 5, BoPedersen 3, Børge Lund 7, Rune Ohm 3, Rune Skjærvold 6, Håvard Tvedten 2, Søren Larsen 1. Udvisninger: Århus 4 AaB 3 Dommere: @Brød.8.fakta-mager:Peter Lorentzen - Jan Sabro Tilskuere:@Brød.8.fakta-mager:1043