Fra Spanien til Dronninglund
Vender hjem til Dronninglund efter seks år som frisør i Spanien
DRONNINGLUND: Efter seks år som selvstændig frisør i en typisk turistby syd for Alicante i Spanien vender Trine Vestergaard sammen med sin 21 måneder gamle søn tilbage til hjembyen Dronninglund.
Trine er udlært i Salon Hanne i Asaa og har arbejdet i Klippegalleriet i Dronninglund. Efter opholdet i Spanien starter hun nu frisør- og neglesalonen ”Trine V.” på Nørregade i Dronninglund.
- Selvom det er omkring ti år siden, at jeg arbejdede her, så møder jeg en masse mennesker, som spørger, om jeg ikke starter salon i Dronninglund. Det gør jeg så, for min kundekreds er her tilsyneladende, siger Trine Vestergaard midt i flytterodet og salonindretningen.
Udover at drive salon blev Trine Vestergaard også uddannet som negletekniker i Spanien og har suppleret med kurser herhjemme, så hun nu kan tilbyde sine kunder flere ting. Hun arbejder hårdt på at få salonen, som bliver lækkert indrettet i en tidligere garage ved siden af privatboligen på Nørregade, færdig til tiden.
- Jeg vil tage nogle træk fra den spanske frisørsalon med i den nye salon.
- I Spanien lægger man stor vægt på have god tid, være mere afslappet og hygge omkring kunden. Kunderne i ”Trine V.” kan også få fodpleje med hovedvægt på neglene, fortæller Trine.
- Jeg vil indrette mig med online booking på nettet, så kunderne altid kan se, hvornår de kan komme til. De vil også få en påmindelse dagen før, og nyheder på salonen vil blive sendt til dem, oplyser Trine.
Trine Vestergaard har et godt familienetværk i Dronninglund, og det ville hun godt hjem til. Sønnen er i dagpleje, og når hun starter i salonen, så kan hun derudover trække på familien til at få ham passet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.