Børnepasning

Fra splitflag til protestbannere

Først kom de kongelige - senere indtog demonstranterne Slotsholmen

Splitflagene vajede stadig fra tårnet på Christiansborg, da tusindvis af demonstranter marcherede ind på slotspladsen. Men ellers var der ikke mange spor fra den højtidelige åbningsceremoni tidligere på dagen. De folkevalgte, de kongelige og resten af det officielle Danmark var for længst taget hjem, da demonstranter i tusindvis indtog Slotsholmen sidst på eftermiddagen. Politiet anslår, at 12-15.000 var mødt op for at demonstrere for mere velfærd og færre nedskæringer. Demonstrere mod Fogh og regeringen, og for at bevare alt fra pædagogstillinger, over børnehaver til ældrepleje. ”Kvaliteten er aflyst”, ”Velfærd til alle”, ”København har råd”, og ”Stop Fogh nu!” var bare nogle af slagordene på de mange bannere. De mange forskellige budskaber kom fra lige så mange forskellige personer. I det kilometerlange optog var alt fra utilfredse pædagoger og lærere, over forældre med deres børn til en stor gruppe unge gymnasieelever. Der var alt fra næsepiercinger til indkøbsnet af stof, fra klapvogne til krykker. Men fælles for alle var, at de føler sig så pressede, at de måtte råbe op. Tidlig debut for børn Demonstrationen startede på Rådhuspladsen midt på eftermiddagen med protester mod den rent københavnske spareplaner. Her var der især forældre og dagplejere med barnevogne, der tog opstilling. Dermed fik børnene en meget tidlig debut på livet som demonstranter. - Vi er her, fordi vores fritidshjem skal lukke, sagde Carl Emil Lind Christensen. - Det er der en, der hedder Anders, der har bestemt, supplerede hans kammerat Aske. Andre børn med lidt flere år på bagen var mere direkte i deres kritik af regeringen. - Fogh, Thor og Løkke. Vi vil skide jer et stykke, lød protesten som en gruppe gymnasieelever bar rundt på. Til trods for de markante slagord forløb hele demonstrationen i god ro og orden. Og knap en time efter ankomsten, var langt de fleste demonstranter på vej hjem igen. Kun et hold aktive fra Danske Gymnasiers Sammenslutning svingede kostene for at gøre Slotspladsen fin igen. Klar til at folkestyret kan fortsætte arbejdet i dag.