Fra Svenningsgaard til Sko

Søren Sko er født 4. juli 1963 i Vejgaard ved Aalborg og døbt Søren Svenningsgaard. Hjemadresse: Ninnavej 11, Vejgaard. Stærkest i barndomserindringen står bilfri søndage i 70'erne med heftige rulleskøjteture ned ad nylagt, fløjlsblød asfalt på Humlebakken. I 1972 flytter han med familien til Hammel ved Århus, hvor faderen får udlevet sin drøm om at drive egen skotøjsforretning. Deraf sønnens kælenavn Søren Sko, som er hængt ved lige siden. Først i gymnasiet fatter han for alvor interesse for musik, først "ved at tampe på alt, hvad der kunne tampes på", før andre gør ham opmærksom på kvaliteterne i hans sangstemme. Efter kort tid i lære som manufakturhandler og diverse småjob som blandt andet chauffør møder han i forbindelse med en jamsession på Århus Universitet guitaristen og tangentspilleren Palle Torp. Sammen danner de i 1989 Sko/Torp, som først får chancen, da sangerinden Sanne Salomonsen over for pladeselskabet Sonet lægger et særdeles godt ord ind for debutpladen "On A Long Lonely Night" (1990), fulgt af "Familiar Roads" (1992), "Hey You" (1994), "A Perfect Day" (1995) og opsamleren "Radio Song Book" (1997). Privat bor Søren Sko i en gammel præstgård på Djursland sammen med gymnasiekæresten Henriette og deres to drenge på syv og ti år.