EMNER

Fra tjat til mishandling

Det er over ti år siden, Danmark endelig afskaffede revselsesretten – forældres ret til at slå deres børn.

BØRN:Det er over ti år siden, Danmark endelig afskaffede revselsesretten – forældres ret til at slå deres børn. Det skete med et folketingsflertal på kun en stemme. Alle de borgerlige partier stemte imod. I deres midte var der mange indædte modstandere – især Venstres Inge Dahl-Sørensen og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Søren Krarup. De mente, det var et indgreb over for familiens og forældres rettigheder, og de mente, at børn – med loven i lommen - ville melde deres forældre til politiet for vold og overgreb. Det havde dog ikke været et problem i hverken Norge eller Norge, som flere år forinden havde indført den samme lov, og det blev heller ikke et problem i Danmark. Børn har altid været enestående til at tilgive og beskytte deres forældre, også selv om de voksne har foretaget handlinger, som ikke umiddelbart er tilgivelsesagtige. To af de tre nævnte indædte har skiftet mening. Inge Dahl-Sørensen siger i dag, at loven har virket efter sin hensigt, og fungerer som et godt signal til alle, om at man ikke slår børn, og selv om Pia Kjærsgaard for godt ti år siden udtalte, at det første, hun ville gøre, når hun fik indflydelse på en kommende borgerlig regering, ville være at genindføre retten til at revse, så har hun undladt dette. I forbindelse med, at Søren Krarup for et par måneder siden var fremme med en sammenligning mellem ”modstanderne mod revselsesretten og sovjettidens og nazitidens børnesyn”, blev han korrekset af sin partiformand, som samtidig meddelte, at selv om Krarup går ind for smæk til børn, så er det ikke (længere) hverken hendes eller partiets politik. Den samme udvikling kan registreres hos befolkningen. Det kan godt være, at den seneste landsundersøgelse fra 2008 viser, at der regionalt i Nordjylland er flere voksne for retten til at revse i forhold til andre regioner, men det ændrer ikke på det faktum, at der er sket en opsigtvækkende forandring hos alle danske voksne, også den nordjyske, det seneste tiår. Tilhængerskaren til revselse af børn er på landsplan mere end halveret – fra 70 pct. af befolkningen til under 20 pct. Tiden og signalværdien er med børnene - og fornuften. Selv om der eksisterer en langt større risiko for forældre, som er tilhængere af dask og klø, en dag også bliver til forældre, der foretager decideret mishandling, så lever børnemishandlingssager alligevel sit eget grumme liv. Som den fra Mou, hvor et forældrepar her i januar blev idømt fem måneders fængsel for mishandling af en 13-årig pige. En alt for mild dom mener mange. Andre mener, at Aalborg Kommune bærer en del af ansvaret ved systemets urimelige langsommelighed over for henvendelser om mishandling, og dermed kommunens manglende energi og kompetence til at forvalte pligten til opsyn overfor børn og unge. Endelig har der været antydninger af, at kommunen har indtaget denne langsommelighed i sin sagsbehandling, fordi forældreparret fra Mou var henholdsvis pædagog og lærer. Fortilfælde findes i den berygtede Klarup-sag fra 1971, hvor Aalborg Kommune kunne bebrejdes for det samme, idet familien Brems dengang fik lang snor, før der blev grebet ind over for mishandlingen af flere af ægteparrets adoptivbørn, hvoraf to døde. Han var læge, og hun var sygeplejerske. Foreholdt den slags grimme udsagn må man sige, at sandheden nok er, at den kommunale langsommelighed og manglende agtpågivenhed først og fremmest altid handler om besparelser og nedskæringer, og den slags rammer altid børn – især de udsatte. Sådan har det altid været, og det kan børn ikke leve med. Resultatet bliver i hvert fald bedrøveligt og umenneskeligt, og på sigt også særdeles omkostningstungt. Der er heller intet nyt i, at forbrydelser imod børn dømmes mildere end næsten alle mulige former for forbrydelser mod voksne. Sådan har det været i århundreder. Og endelig er det da forbandet, at systemer og reaktionsmåder stadigvæk kan beskyldes for berørings-, tale- og handleangst, når det handler om mennesker med titler og socialklasse. Men selv om disse forhold er vigtige emner at diskutere i børnemishandlingssager så skal det vigtigste fokus rettes mod voksnes manglende respekt for børn. Når voksne ikke mener, at børn er selvstændige individer med ret til omsorg og tryghed, som skal behandles med værdighed og anerkendelse, så er man ude på den grimme glidebane, der skaber ligegladhed, vanrøgt, overgreb, mishandling. Som faderen svarede i filmen ”Festen”, da sønnen Kristian spurgte ham under festmiddagen, hvorfor han gjorde det – voldtog sine børn, da de var mindreårige - lød svaret som et piskesmæld fra skuespiller Henning Mouritzens mund: ”I var ikke mere værd”. Frode Muldkjær er journalist. Bor i Dronninglund. Tidl. formand for Børnerådet.