Historie

Fra Tordenskjold til Thomas Gravesen

Mennesker har brug for at se op til andre. Faktisk kan vi slet ikke lade være. I dag kommer vores forbilleder bare fra showbusiness i stedet for slagmarken

11
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mennesket tænker i hierarkier. Derfor kan vi slet ikke lade være med at dyrke helte, mener psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen. Her ses fodboldspilleren Thomas Gravesen, der er et forbillede for mange unge drenge i dag. Foto: Jens Dresling/Polfoto

At dø i kamp for fædrelandet mod tysken eller svensken. Det har historisk set været den sikreste vej til heltestatus for danskere med ambitioner om evigheden. I dag er vores naboer syd for Tønder og øst for Storebælt af mere fredeligt sindelag, og derfor er det ikke længere krigshelte, vi hylder. Derimod ser vi op til sportsfolk, skuespillere og andre entertainere. Alle samfund og alle tider har sine egne helte - for forbilleder kan vi ikke undvære, fortæller Henrik Høgh-Olesen, professor på Psykologisk Institut ved Århus Universitet. - Det er et fuldstændigt grundlæggende træk ved vores arts væsen. Vi tænker i hierarkier. Sådan er mennesker indrettet. I en hvilken som helst gruppe af tilfældige mennesker, der sættes sammen, vil der dannes et hierarki. Men hvem, der bliver ledere, er afhængigt af omgivelserne, fortæller Henrik Høgh-Olesen. Forskellige situationer gør nemlig visse egenskaber mere værdsatte end andre. Men de, der har egenskaber, som vi værdsætter, vil vi naturligt beundre og underordne os. - Fordi mennesket er et hierarkisk væsen, vil vi hele tiden definere os selv i et over- og et underforhold til andre. Vi heroiserer dem, der står over. De vil være de idealtyper, som enhver kultur holder frem for sine medlemmer for at vise hvordan, man skal opføre sig. Østens svage helte Der findes ingen samfund uden heltedyrkelse, men heltene, der hyldes, er forskellige. For omgivelserne har gennem historien fordret forskellige typer forbilleder i forskellige kulturer. - Vesten dyrker en helt, der er meget selvstændig, grænseoverskridende og handlekraftig. Én, der tilsidesætter hensyn til almindelige sociale regler for at nå sine mål. Hvis vi ser på filmrollen, er det i orden, at helten overskrider grænser for at nå det, han vil. Vi glorificerer for eksempel den lidt skidte politimand, der begår ulovligheder for at opklare forbrydelser. Men i film og litteratur fra Kina, Japan og andre lande i Østen er helten ofte en helt anden type, fortæller Henrik Høgh-Olesen. - Helten er ikke helt, fordi han overvinder prøvelserne og får pigen til sidst. Nej, han er helt, fordi han uden at beklage sig bøjer nakken og accepterer sin skæbne. Fordi han bærer sin byrde med værdighed, tilsidesætter egne behov og underordner sig den større sammenhæng: Familien, samfundet, kejseren. Set fra Vesten er det en ynkelig og svag form for helt, som vi har svært ved at forbinde med noget heroisk. Ofret anerkendes Ét ideal kan vi dog mødes om på tværs af kulturforskelle: Offerviljen. For en social art som mennesket, der overlever i kraft af hinanden, vil den, der ofrer sig for gruppen, altid opnå heltestatus, forklarer Henrik Høgh-Olesen. - Det heroiske i at ofre sig er noget, alle kulturer er enige om, er storslået. Alle religioners førende helte er typer, der ofrer sig ekstremt. Kristendommen er om nogen en offerreligion. Gud ofrer sin søn, Jesus, der ofrer sig selv for vores synder. Alle religiøse tekster er fulde af ekstreme ofre, forklarer professoren. - Her prøver vi i den grad at skære ud i pap for almindelige mennesker, at det, det handler om, for at menneskeheden kan hænge sammen og være et fællesskab, er, at vi ofrer os. At man må give for at få. Fra renæssancen (omkring år 1400) og frem skifter idealerne for, hvordan en helt skal opføre sig imidlertid. Jesus blev tidligt i middelalderen skildret som en svag hulbrystet type, der vender den anden kind til og viser omsorg og overbærenhed. - Men Jesus er alt andet end hulbrystet i renæssancekunsten, hvor han kan optræde med biceps, der kan imponere Arnold Schwarzenegger, og er skildret som meget handlekraftig. Det er fordi, mennesker i renæssancen havde brug for sådan en Jesusfigur for at kunne spejle sig selv, forklarer Henrik Høgh-Olesen. Fejltrin straffes Heltebilledet er styret af den verden, vi lever i. Derfor har det naturligt nok ændret sig i vores moderne tid, hvor fraværet af krig har skabt plads til, at andre typer af helte kan dyrkes. Det forklarer museumsinspektør Birgit Jenvold fra Koldinghus, der for nogle år siden arrangerede udstillingen “Den danske Helt i 1000 år”. Men hun mener ikke, at moderne helte er helte i traditionel forstand. - Fodboldspilleren sætter ikke sit liv på spil på samme måde som Tordenskjold, der kæmpede for fædrelandet i krig, siger Birgit Jenvold, der i øvrigt mener, man var mere tilbageholdende med at bruge ordet “helt” i gamle dage. - Ordet hænger lidt løsere i folks munde end før. Hvem som helst kan blive sports- eller filmhelt, eller hvad ordet ellers kan sættes sammen med i dag. Derfor er nutidens helte også mere flygtige størrelser, der kommer og går i medierne. Man sidder nemlig ikke nødvendigvis sikkert på taburetten, bare fordi man en gang er blevet hyldet. - Det er farligt at være helt. Hvis man begår fejl, er der kort fra heltedyrkelsens tinder og ned i lortet. Man kan sagtens være helt i levende live, men hvis man træder ved siden af, er det slut. - Hvis Tordenskjold var blevet en gammel mand og havde begået fejl, ville vi ikke have husket ham på samme måde. Men han døde ung. Den sikreste måde at være helt er, når man er død. Elsker de snilde Når vi udnævner særligt eksemplariske personer til helte, er det fordi, de repræsenterer de fællesværdier, vi som gruppe sætter højt. Derfor kan man ud fra en nations helte også beskrive nationen, forklarer sociologen Henrik Dahl, der er chefanalytiker hos analysefirmaet Explora A/S. En moderne dansk helt som Michael Laudrup er derfor levendegørelsen af de værdier, vi synes er vigtige i samfundet. Først og fremmest en fantastisk kompetence indenfor sit felt, mener Henrik Dahl. - Han inkarnerer snildets triumf overfor den brutale styrke. Ligesom Odysseus over for kyklopen, eller David over for Goliat. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det er praktisk for os som danskere at tænke sådan. Vi har ikke andre muligheder, forklarer sociologen. - Hvis vi ikke er stærke, må vi være smarte. Men Michael Laudrup repræsenterer også en romantisk genidyrkelse. Den geniale kompetence over det flittigt tilegnede. Antihelt Indenfor de sidste par århundreder opstår der en ny for helt - antihelten. Hvor en traditionel helt sejrer ved at nedkæmpe al modstand, ligger antiheltens sejr i nederlaget. Selvom han taber, bliver han nemlig ophøjet indvendig gennem nederlaget. Skulle antihelten endelig vinde, er det nemlig blot for at opdage, at sejren er tom. At den ikke var prisen værd. Faktisk findes antihelten allerede i kristendommen. Jesus er en antihelt - han bliver ydmyget og dør for derefter at blive ophøjet som Guds søn. Derfor sker forandringen i vores heltebillede allerede, da vi skifter krigerguderne Odin og Thor ud med Kristus omkring år 1000, mener Henrik Dahl. Men der er forskellig smag i helte i samfundet, og det er grunden til, at vi i den moderne verden finder spændingen mellem ydre succes og indre fiasko. På en og samme tid har vi tilsvarende forløb, som vi kan beskrive historisk. Foretagsomme individualister ser op til vindertyper, de intellektuelle foretrækker tit antihelte, og driftige folk med lavere uddannelse dyrker en slags “hævnens engle” som for eksempel en type som Rambo, forklarer sociologen. Undergravende ener Selvom nogle foretrækker antihelte, idealiserer samfundet i stigende grad folk, der kan skaffe sig det, de vil have og rage til sig i ekstrem grad. Og det heltebillede er ikke problemløst, forklarer psykolog Henrik Høgh-Olesen. Han mener, det er ghettobarnets reaktion på den underkendelse, det har mødt, at vise sin magt for at skabe misundelse. - De ser min magt i form af alle de guldsmykker, jeg har hængt om halsen, alle de biler jeg kører, og alle de kvinder jeg har. Når skidt kommer til ære, kan de ikke overdrive magtens symboler nok. Det er et forsøg på at vise alverden, at de har status på lavest tænkelige måde. Men for folk, der har samme usle udgangspunkt i livet, bliver det et heltebillede. De tænker, hvis han kom ud af ghettoen og blev rig, kan jeg også. Den enkelte forsøger at være den stærkeste på den måde, han har lært, forklarer psykologen. Når samfundet i dag dyrker denne type helt, mener Henrik Høgh-Olesen, det er et tegn på en voksende egoisme. - Det er eneren i næsten psykopatisk udgave, vi værdsætter. Det kan være en trussel mod sammenhængskraften i samfundet. Det kan være et farligt forbillede, fordi det individualiserer og splitter os. Der er mere sammenhængskraft i en helt, der ofrer sig for fællesskabet. Men vi vælger selv vores helte, og i Vesten er der mange tilbud på hylderne. Spørgsmålet er ifølge Henrik Høgh-Olesen derfor, om et idol påvirker os, eller om vi bevidst vælger idoler, hvor vi kan genkende noget af os selv?