Fra værftsby til værtsby giver pote

Milliardinvesteringer i Frederikshavn og brede smil i erhvervsrådet

FREDERIKSHAVN:Med private og offentlige investeringer i Frederikshavn på halvanden mia. kr. i 2004 og en mia. kr. i år samt en ledighed, der nærmer sig halvering, var smilene fremherskende på Frederikshavn Erhvervsråds generalforsamling torsdag. - En spændende periode som heldigvis har været præget af en positiv udvikling, lød det i erhvervsrådsformanden Kaj Christiansens beretning om Frederikshavns tiltagende succesfulde transformation fra værftsby til værtsby. Han noterede sig den for Frederikshavn så store og positive nyhed sidste år om, at MAN B&W Diesel havde valgt at samle firtakter-aktiviteterne i Frederikshavn, og at den vækst i skibsmotormarkedet, der sideløbende har indfundet sig, nu bringer virksomheden op på over 900 medarbejdere mod de hidtidige 600. Nævnt blev også udvidelsen og ansættelsen af yderligere 25 medarbejdere på Rais i Vangen, udvidelsen af Kofod og Christensens Maskinfabrik , der også ansætter flere medarbejdere, Orskov Yard, der er kommet godt fra start, og er med til fortsat at manifestere Frederikshavn som et maritimt kraftcenter. At det går både op og lige nu i lavsæsonen desværre ned for Martin, blev dog ikke glemt i formandens omtale af de eksisterende virksomheder. Nye virksomheder Omtalen af nye virksomheder var ganske fyldig. Nævnt blev bl.a., at 2004 bragte endnu en maritim erhvervspark for dagen, Lerbæk Maritime Erhvervspark, og som i sin forholdsvis korte levetid allerede har tiltrukket nye virksomheder til Frederikshavn. Den forholdsvis nyetablerede stålkonstruktionsvirksomhed Power Works ApS, der har købt de tidligere Iscon Staal-bygninger, den nye glasfibervirksomhed Plast Express samt elektrofirmaet Sencon A/S, der er et EU-brohovedselskab oprettet af det norske maritime elektrofirma Hareid, blev også fremhævet i sammenhæng med de i hundredevis af nye arbejdspladser, der er skabt i Frederikshavn. Ombygningen af Kattegat Siloen bidrager også på beskæftigelsens plusside med 20-30 mand i hele byggeperioden frem til april 2006, og endelig er der udsigt til nye arbejdspladser i Strandby i forbindelse med selskabet Dan Shell Fish, der er langt fremme med et taskekrabbefarmprojekt med eksport til Sydeuropa for øje. 61 iværksættere På iværksættersiden har 2004 også været et ganske godt år. Erhvervenes Hus har ydet rådgivning til 61 iværksættere, og det har indtil videre resulteret i 35 nye virksomheder. - Størrelsen og ambitionsniveauet er naturligvis varierende, men med tiden vil en del af dem vokse og skabe nye arbejdspladser, og hvem ved, og måske er der en ny Martin iblandt dem, fremhævede Kaj Christiansen. Den nydannede maritime netværksforening, en udvidelse af Strandby Havn og en ny Frederikshavn Food Park samt generationsskifte via iværksætteri er andre store projekter, som erhvervsrådet er involveret i. Kaj Christiansen fremhævede også i sin beretning samspillet mellem kultur og erhverv og deltagelsen i skabelsen af selskabet Frederikshavn Event samt de investeringer i nye faciliteter i ikke tildigere set udstrækning, som kommunen har bidraget med, bl.a. Det musiske Hus og Arena Nord. - Og i "Det nye Frederikshavn" er der stadig flere spændende projekter i støbeskeen, som alt sammen bevidner troen på, at Frederikshavn også i fremtiden bliver et vigtigt omdrejningspunkt i Nordjylland, lød de positive toner fra erhvervsrådsformanden, der ikke blev modsagt af generalforsamlingens 54 fremmødte.