Lokalpolitik

Fra venstrefløj til Venstre-veteran

Inger Støtt har været langt omkring i politik

FREDERIKSHAVN: Først var hun på venstrefløjen. Siden blev hun Venstreborgmester. Efter et sviende valgnederlag til socialdemokraternes Kurt Kirkedal i 1993 fortsatte hun fra sidelinjen som skarpslebet oppositionsleder i Skagen. Men fire år senere kunne Venstrelederen igen samarbejde med socialdemokraterne, og hun blev for anden gang formand for teknik- og miljøudvalget - Vi kvinder bliver jo blidere med årene, siger hun forklarende og underbygger budskabet med et smil. Men både hun og jeg ved, at det er en påstand med tvivlsom sandhedsværdi. Så hun prøver igen: - I opposition opnår man mere med snuhed end ved at være fornærmet. Det er det, politik drejer sig om. Inger Støtt har prøvet det politiske livs op- og nedture og er med 17 år i kommunalpolitik i Skagen og syv år i amtsrådet en veteran i det politiske landskab. Hun kan lide politik, men lægger ikke skjul på, at politik er en krævende livsstil, som kostede afsavn, mens børnene var små. Nu er de 25 og 22 år og læser henholdsvis jura og økonomi i Århus. Inger Støtts venstrefløjsflirten ligger tilbage til egne studieår i Århus i 70'erne. - Jeg identificerede mig med studiemiljøet, som var præget af det 68-oprør, som jeg ikke selv var gammel nok til at opleve. Men jeg boede i tre år på et kollegium, hvor vi altid diskuterede. Jeg var naiv. Vi var solidariske med Gud og hvermand. I dag vil jeg kalde det ungdommeligt medløberi. Jeg var ikke medlem af noget parti, men jeg har da været med til at stemme Jes Lunde (SF) i folketinget. Inger Støtt husker ikke, hvad der udløste hendes politiske omvendelse. - Men Tommy arbejdede i det private erhvervsliv. På den måde fik jeg flere impulser. Tommy er ham, hun i dag er gift med. Han hedder Hansen til efternavn og er autoforhandler. De flyttede "hjem" til Skagen i 1980 efter Inger Støtt var blevet cand. mag i tysk og kunsthistorie. Hun underviser på Frederikshavn Gymnasium og har tidligere undervist på Hjørring Gymnasium. - Fritiden, jamen den går den med at implementere gymnasiereform, siger hun, og lægger ikke skjul på, at Venstres undervisningsministre ikke har grund til at være stolte af reformen. Der bliver nu også tid til andet. Golf blandt andet. Inger Støtt går tit en runde på Hvide Klit med Tommy. Hun slapper af med praktisk arbejde.I weekenden fik garageloftet en gang hvid maling - og håndryggen et par klatter som stadig hænger ved. Tv er "forfærdeligt og elendigt", præget af "plat humor". Hun hader zapperi ved tv'et - og modarbejder zappervaner blandt sine elever. Selv er hun mere til bøger og helst en rigtig "pageturner". Dan Brown ("Da Vinci Mysteriet" og "Engle og Dæmoner") er yndlingsforfatteren i den genre, men pt.er det Hanne Vibeke Holsts "Kongemordet", der ligger på natbordet.