Fra vid til vanvid

Trygge familiekår, gode økonomiske rammer, godt begavet og talentfuld. Alligevel blev 29-årige Phillip alkoholiker

KØBENHAVN:Han er ikke fra en socialt udsat familie i opbrud. Hans forældre er kærlige, omsorgsfulde mennesker. Han er vokset op som enebarn i et villakvarter i en forstad til København. Dygtig i skolen, talentfuld, en helt almindelig dreng. Lidt indelukket måske, genert. Knap så udadvendt. Han husker stadig sin første – forholdsvist harmløse – brandert i 12-13-årsalderen. - Det var en hverdag efter skole, hvor jeg havde inviteret nogle kammerater over. Vi gik løs på min fars barskab. Mest fordi det skulle prøves. Vi kom godt i stødet, husker Phillip småsmilende. Han kunne godt lide virkningen og drak – som så mange andre unge – til fester. - Det fik mig til at slappe af. Jeg var ikke så social, ikke med i det store kollektiv. Men når jeg drak, slappede jeg af og fik et meget større mentalt rum. Jeg blev vittig. Det løsnede op i mit væsen. Det gav vid, men der er ikke langt fra vid til vanvid, siger Phillip. Phillip blev ikke alkoholiker med et fingerknips. Som teenager løb han faktisk først ind i hashen. - Jeg var i et skatermiljø og hang ud inde i fælledparken, hvor der var nogle, der var lidt ældre. Der var af og til et par joints i omløb, og jeg røg med – mest for bare at prøve det. Jeg købte ikke hash eller joints – røg bare, når der var noget. Han kalder selv det stigende misbrug for et snigende misbrug. - Det kom bare. Det var lige så stille. Man siger, at de snigende angreb er de farligste, siger Phillip. Han startede og gennemførte en etårig EFG, men han vidste ikke, hvad han ellers ville, røg tjald og gjorde ikke rigtigt noget med sit liv. Han kom på bistandshjælp og røg i aktivering og holdt pludselig helt op med at ryge hash, fordi han ville prøve at hanke op i sig selv. Han besluttede sig for at prøve et tegnekursus. - Der mødte jeg min mentor. Jeg var yndlingseleven og meget talentfuld, så jeg kom meget tæt på min lærer. Og der lærte jeg for alvor at drikke. Hver torsdag og fredag gik der fyraftensøl i den. Nogle gange fyreftermiddagsøl. Senere drak han også mandag og onsdag. Når kurset var slut, røg de ofte på bar, hvor de sad og drak til sent. Når Phillip skulle med toget hjem, faldt han næsten altid i søvn og kørte for langt. Hans forældre begyndte at vise de første tegn på bekymring, men han afviste dem vredt. Han fik de første blackouts, kunne ikke huske alt, hvad han havde lavet, men tænkte ikke så meget over det. Tog på højskole og fik en kæreste, der flyttede med ham hjem til forældrene. Forholdet smuldrede - Hun var den første, der rigtig sagde noget. "Du drikker jo hver dag, det går ikke". Men jeg tog mig ikke af det. Jeg var da ikke alkoholiker. Alkoholikere er jo sådan nogle, der drikker lige fra om morgenen. Men kæresten havde ret. Han drak tit. Ikke hver dag, men ofte. Rødvin til maden, et par martinier om aftenen. Tingene begyndte langsomt at falde fra hinanden. Han kom ikke til tiden, blev væk, mistede kontrollen over sig selv. - Hvis jeg fik den første, så tog jeg også den næste. Og efter nummer tre var der ingen vej tilbage. Så drak jeg, til jeg segnede. To-tre flasker vin, og så ned og hente noget mere. Forholdet til kæresten smuldrede lige så stille, og hun flyttede. - Jeg interesserede mig ikke rigtigt for forholdet mere. Hun var der jo bare. Jeg interesserede mig kun for mig selv og for at drikke. Mine forældre begyndte at sige lidt til mig igen, men jeg blev meget krænket. Phillips talent kunne dog ikke afvises. I første forsøg kom han ind på Kunstakademiet i Odense. En drømmepræstation for mange at komme gennem nåleøjet, men han var ikke rigtig interesseret – gjorde det mest for at have noget at lave. - Desuden var jeg bange for at være kommet ind. Det krævede jo, at jeg tog et ansvar…uurrrrgh! Han holder hænderne op foran sig. Han var heller ikke glad for at være sammen med ligestillede. - Før var jeg stjernen i mit liv. Lærerens yndling. Nu var jeg bare en af de andre og ikke noget specielt. Han mødte op på skolen, når det passede ham, lavede og afleverede sine pligtopgaver i sidste øjeblik, men heller ikke mere. - Til at starte med boede jeg uden for Odense og skulle nå en rutebil senest halv tolv. Jeg sov så tit på en bænk på banegården eller i parken. Når han fik SU, kunne han finde på at gå ned og drikke fadøl fra om formiddagen. Hurtigt løb han tør for penge, men forældrene gav enebarnet lidt penge hist og pist, og samtidig samlede han flasker. Forældrene anede intet om hans kolossale misbrug og sendte "den fattige student" et par pakker med mad, lidt penge – og nogle gange en flaske vin eller to. På akademiet sagde de ikke noget. - Det var en kunstnerverden, og der er lidt videre rammer for, om man er en særling. Lidt mere tolerance. Men det var ikke akademiets fejl at give mig den frihed. Det var mig, der misbrugte den. Han var kendt som "ham med knald i" – fik den særstatus, han ønskede. Men Phillip begyndte også at få sine største forskrækkelser. Han vågnede op med skrammer, hudafskrabninger fra sine fald under drukturene. Det hårde liv begyndte at gå ud over ham på alle områder. - Det ramte menneskeligt, socialt, økonomisk og hygiejnisk. Jeg sov med tøjet på. Børstede ikke tænder, før jeg gik i seng. Var ligeglad med, hvordan håret sad. Kosten interesserede mig ikke. Jeg spiste en tår hist og her, siger han sarkastisk. En kæreste kom tilfældigt til og forsvandt igen, fordi drikkeriet fyldte det hele. Forældrene prøvede igen at nå ham, men igen spillede han krænket og var ikke til at komme i nærheden af. Ramte bunden Efter nogle år i Odense søgte han overførsel til København. Igen kom han ind i første forsøg. Inderst inde vidste han godt, at den var gal. Hans forældre ville ikke se ham, når han var fuld. De fjernede alkoholen, når han tog hjem for at rekreere. Men han brød ind i garagen eller fandt den på loftet. Han var led og ked af sig selv, når han vågnede bagstiv på kollegieværelset. Men selv om det var hårdt, så var det stadig sjovt. Trods en stigende lede ved sig selv og sit liv, havde han ikke lyst til at opgive sit drikkeri. - Jeg ville være fri og uangribelig. Hvis jeg først begyndte at lave noget, så ville folk kunne kritisere det, jeg lavede. Han sjoflede forelæsningerne, tog kurser med så lidt lærerovervågning som muligt. Men en dag greb en ny professor fat i ham. - Han sagde til mig, at jeg skulle stramme op. Jeg kom for lidt til forelæsningerne, og når jeg kom blamerede jeg mig. Jeg lugtede og var pinlig. Phillip lovede at gøre noget ved det. Men røg alligevel igen på hashen og sprutten. - Jeg var begyndt at blive ulykkelig ved mig selv. Som mange alkoholikere havde jeg store ambitioner og et opblæst ego. Men jeg var ked af mit liv. Han prøvede lidt med Anonyme Alkoholikere og alkoholrådgivningerne, dog ikke helhjertet. Han endte sågar i den lokale kirke for at søge hjælp. Men han vendte hele tiden tilbage til drukturene. Værtshuset Oasen på Christiania foråret 2000: I en kæmpebrandert er Phillip taget på Christiania for at slukke aftenen med en joint. Han er aggressiv, råber og skriger, og de andre gæster beder ham om at skride. Han nægter og kæfter op igen. Én smider noget vand på ham, men han giver ikke op. I stædighed bliver han stående, og til sidst er han smurt ind i alt fra mælk til ymer. Så vender han sig om og går og husker intet derfra. Næste morgen vågner han op med ondt i halsen. Han er bange for, at han har taget skade af sprutten og søger læge, der ikke kan se noget. To dage senere rammer det som et flashback: Fra Oasen er han ravet de knap tre kilometer hjem til kollegieværelset, mens han som en anden galning har råbt og skreget hele vejen. To skridt – faldet. Tre skridt – faldet igen. - Det var den ultimative ydmygelse. Jeg vidste, at nu måtte jeg gøre noget. Jeg gik ind til alkoholrådgivningen. Først ville kommunen ikke sende ham i behandling. Men Phillip tog ud til sin professor, der hjalp med at få ham af sted. Fem ugers Minnesota-kur ventede forude. Men først skulle han lige have en sidste druktur. Jeg ville Om søndagen skulle han møde på Minnesotaopholdet. Om lørdagen var han for sidste gang på druk. - Jeg havde svoret, at jeg aldrig ville vise mig på Christiania igen. Men så stod jeg der – bare fire dage senere. Trods intentionen om et sidste brag, blev det aldrig den vilde tur. Phillip havde pludselig besluttet sig for at sætte sig i spidsen for sit eget liv. - Jeg havde viljen, jeg ville! Han knytter næven foran sig. - Jeg havde en følelse inden i mig selv, der sagde: "Jeg VIL, for det her er min chance. Uanset, hvad de siger, jeg skal, så gør jeg det". Og jeg gjorde det, også selv om jeg ikke kunne lide det. Efter Minnesota-kuren var der efterbehandling i otte måneder. Jeg kom, selv om jeg ikke kunne lide hende, der stod for det. Hun var irriterende, men jeg blev ved. Siden tørlægningen er Phillip bestået fra Kunstakademiet med et brag. Han er nu på revalidering og har et år tilbage af den, inden han skal stå på egne ben økonomisk. Han er begyndt at skrive, og hans første bog udkommer denne sensommer. - Jeg er i gang med at bygge mit liv op igen. Jeg havde ikke noget liv, da jeg drak, og skal først have etableret det. Derfor har jeg sagt ja til revalidering, selv om det var en overvindelse. Jeg følte først, at det er sådan noget invalide mennesker skal have og syntes ikke rigtigt, at jeg havde fortjent det. Men OK – jeg har en sygejournal og vil gerne have styr på mit liv igen, siger Phillip. Han er for første gang siden kuren igen i et fast forhold, hvilket har øget fornemmelsen af, at han skal holde fast i sig selv som styrmand i eget liv. - Det optrapper behovet for møder i AA, for jeg er nødt til at holde fast i mig selv. Jeg kan ikke bare kaste det over på hende. Det duer ikke, at jeg holder mig ædru på grund af hende, for hvad så, hvis hun går? spørger Phillip. Nu – efter mere end tre år uden rusmidler – kan han stadig føle sig skrøbelig. - Men nu har jeg et fundament. Et netværk, der duer. Jeg ved, at jeg kan holde mig ædru. Det er ikke længere en idé. Det er virkelighed. Han fortryder ikke sin bane. Fordi det ikke kan gøres om, og fordi han føler, at han kan gøre brug af sine erfaringer. Men også fordi alkoholen et eller andet sted gav ham mange ting. - Man skelner mellem drikketrang og drikkesavn, og jeg har ingen drikketrang, men jeg har da et drikkesavn. Det var jo helt dionysisk. Jeg blev ikke bare fuld, men åndfuld. Det gav mig store kræfter, det er klart: Jeg er alkoholiker – det virker for mig at drikke. Han fortsætter hurtigt: - Jeg ved bare, at det går agurk, hvis jeg gør det. Det er ligesom at trække stikket ud, og alle de ting, jeg har fået bygget op, siden jeg stoppede, dør med det samme. Det er ikke det værd. Phillip har valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.