Ernæring

Fra XXXL til small

35-årige Kirsten Marie Baggesen har tabt sig 70 kilo på et år

De blå bukser i størrelse 56 ligger stadig på hylden i skabet. Side om side med en bluse i small og lige under et par tætsiddende jeans i størrelse 40. De blå bukser er et minde om en del af 35-årige Kirsten Marie Baggesens liv, der fik en ende sidste år i august. Der besluttede hun, at nu var det slut med at veje 145 kilo. Hun sidder i spisestuen på landstedet lidt udenfor Tårs og fortæller. Det er her, hun har spist massevis af fastfood, slik og chokolade, og det er her, hun nu sætter sunde retter til livs sammen med kæresten Dan. Egentlig var det veninden Susanne, der hankede op i Kirsten Marie og sagde, at nu var det nu. Sammen med Kirsten Maries mor tog de til informationsmøde hos De Danske Vægtkonsulenter på Vendelbohus i Hjørring, og to dage efter mødet gik Kirsten Marie i gang med et nyt liv. Hun havde spist, hvad der var af chokolade, chips og slige sager i huset, og siden har Marabou, Matador Mix, Kærgården og Karolines piskefløde ikke fundet vej til hendes køkken. Kirsten Marie Baggesen tabte i løbet af den første uge 4,2 kilo, og i dag, hvor vægtnålen standser ved de 75 kilo, er der et skær af uvirkelighed over det hele. - Når jeg ser mig selv i spejlet, er det ikke altid, jeg kan tro, at det er rigtigt. Jeg er den samme indeni men en helt anden udenpå, og det er jeg glad for, siger Kirsten Marie Baggesen. Fra barndommen Hun er ikke meget for at stille sig selv i første række. Men den 35-årige kvinde er af De Danske Vægtkonsulenter imidlertid blevet bedt om at deltage i en landsdækkende turné, hvor der bydes på modeshow i de fire største danske byer. Debuten er i Aalborg Parken 27. oktober, og hun er godt klar over, at der ad den vej kommer fokus på hende. - Og selvfølgelig synes jeg da også, det er skægt. For et år siden havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle gå modeshow, og jeg håber, at jeg kan være med til at motivere andre overvægtige til at tabe sig, siger Kirsten Marie Baggesen. Hovedingredienserne i hendes kost er masser af frugt, grønt, magert kød, fisk og magre mælkeprodukter, og det er noget radikalt andet, end det hun har været vant til. I barndommen havde hun sin gang i familiens købmandsbutik med let adgang til slik, og til aften fik hun kartofler, kød og opbagt sovs, som på det tidspunkt var en hel naturlig del af madkulturen i mange familier. De fede sager gjorde hende overvægtig allerede som barn, og en meget sød tand har været årsag til en del overflødige kilo. Rundede 100 kilo Som konfirmand vejede Kirsten Marie 70 kilo, og da hun var 19 år og færdig med gymnasiet, rundede hun 100 kilo. - Jeg har altid nydt og spist utrolig meget mad, og det med at sætte en grænse har jeg aldrig været god til. Førhen kunne jeg snildt spise en stor plade chokolade hver aften og en stor pose Matadormix, og det er klart, at det sætter sig, når man så samtidig ikke får dyrket motion. Jeg har egentlig også været lidt ligeglad med min overvægt, fordi folk har kunnet lide mig alligevel. Jeg har altid haft arbejde, og jeg er altid blevet accepteret og har ikke oplevet drillerier. Og når man først har rundet de 100 kilo, så betyder fem-ti kilo mere ikke så meget, siger Kirsten Marie Baggesen, der er bedemand i Hjørring. Den rigtig svære overvægt blev grundlagt i den tidlige ungdom, hvor Kirsten Marie som 20-årig mødte sin kæreste Dan Mortensen. De flyttede sammen i et lille hus, der skulle renoveres, og menuen stod på fastfood og hyggeslik. Parret er stadig sammen, og ud over at Dan har fået en kæreste, der er 70 kilo lettere og gladere, har han også selv tabt sig 15 kilo siden august sidste år. Græd ud hos Dan - Jeg har en dejlig kæreste og familie, som altid har accepteret og elsket mig, som jeg var. Men efterhånden som min overvægt blev større og større, begyndte jeg også at mærke det på min krop. Jeg blev hurtigt træt og havde ingen energi. Mine ben og knæ begyndte også at lide under den store vægt, og jeg havde problemer med at ligge ned og sove. Det var som om, at fedtet samlede sig omkring min hals, så jeg følte, at jeg var ved at kvæles. Og jeg var egentlig begyndt at være ked af det mange gange, hvor jeg græd ud hos Dan. Jeg var ganske enkelt bange for at dø af min overvægt, men jeg manglede alligevel motivationen og den rigtige "kur" for at starte på slankekur, siger Kirsten Marie Baggesen. Hun har prøvet meget - både sulte- og pulverkure - men det har ikke været noget, der holdt i den sidste ende, fordi hun ikke har fået omlagt sin kost. - Og når man så stopper sådan en pulverkur, ryger det lynhurtigt på igen - plus lidt til, siger Kirsten Marie Baggesen. Som medlem af De Danske Vægtkonsulenter går hun til kontrolvejning en gang om ugen og et efterfølgende kort foredrag med idéer og inspiration, og medlemmerne skal følge kostprincipperne 100 procent. Det drejer sig f.eks. om at spise mindst 300 gram grøntsager til frokost og 300 gram til aften, ligesom der skal indtages 15 gram fedt hver dag, 60 gram brød, mellem 200 og 290 gram kød og fire stykker frugt. Og det har virket for Kirsten Marie, som nu bare mangler at tabe fem kilo, så hun ender på 70 kilo. - Efter kort tid blev tingene en vane, og efter fire uger havde jeg smidt 10 kilo. Jeg har fået uvurderlig støtte og gode råd af min konsulent Charlotte Østerbæk, og uden hende og kostomlægningen er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde tabt mig og fået så godt et liv, siger Kirsten Marie Baggesen. Den søde tand er væk Hos venner og familie har der været stor opbakning at hente. - Min kæreste, familie og gode veninde, Susanne, der selv har tabt sig 50 kilo, har betydet utrolig meget for mig. Min mor er kommet med grøntsager til mig, hun har lavet leverpostej, rødbeder og marmelade til mig, og i det hele taget har min familie været sød til at lave særskilt mad til mig, når jeg var inviteret i byen hos dem. Jeg har haft nemt ved at tabe mig hos Vægtkonsulenterne, og det skyldes, at jeg har fået masser af god og varieret mad og aldrig været sulten. Min søde tand er også fuldstændig forsvundet, hvilket er lidt af et mirakel, siger Kirsten Marie Baggensen. Hun er først indenfor de seneste to måneder begyndt at dyrke motion. Når man har tabt sig så meget, følger maveskindet ikke helt med, og det prøver Kirsten Marie at stramme op på. Hun skal dog have noget overflødigt skind fjernet ved en operation. Kirsten Marie Baggesen har gennem mange år medvirket i teater, revy og sang. - Men jeg vil nok sige, at det har irriteret mig engang imellem, at jeg aldrig har fået rollerne som den unge, smukke pige. Det har været roller som en komisk figur eller skrap madamme, jeg er blevet sat til. Ikke at der er noget galt med de roller, men engang imellem kunne det nu have været sjovt at prøve nogle andre roller, siger Kirsten Marie Baggesen, der også på den front har mærket en ændring. Almindelige roller - Nu kan jeg spille ganske almindelige roller. Her i sommer var jeg med i Hjørring Sommerspils opsætning af "Røverne fra Rold", hvor jeg spillede kropigen Sidsel. I september spillede jeg Vrå Revy. Der var mange, der ikke kunne genkende mig fra sidste års revy, og nu er jeg lige gået i gang med at øve til Amatørscenen Vendsyssels opsætning af "Larm i kulissen", hvor jeg skal spille en klassisk, flot skuespillerinde. Her gav jeg også vores instruktør, Jørgen Bing, en stor overraskelse. Han kunne simpelthen ikke genkende mig. Kirsten Marie Baggensen håber, at hendes eksempel kan motivere andre overvægtige til tage hånd om sig selv, og hun er helt sikker på, at hun aldrig falder tilbage i de gamle madvaner. - Det har jeg det simpelthen alt for godt til. Der bliver plads til et glas rødvin og andre gode ting i mit liv igen, når jeg ender på de 70 kilo, men slik og chokolade og fastfood er det helt slut med. Jeg har simpelthen ikke længere lyst til fede, søde sager.