Håndbold

Fra ynglingetræner til liga-assistent

Peter K. Bertelsen skal være Lars Friis-Hansens højre hånd

AALBORG:Det er en erfaren træner, der til sommer afløser Per Jessen som assistenttræner for Nordjyllands mandlige håndboldflagskib, der ved samme lejlighed skifter navn fra Aalborg HSH til AaB Håndbold. Peter K. Bertelsen havde 20 år på bagen som divisionstræner, inden han sidste år blev tilknyttet Aalborg HSH som ynglingetræner. Nu er den naturaliserede københavner tilbage hos seniorerne, og han glæder sig. - Aalborg HSH/AaB Håndbold er jo det ypperste i nordjysk håndbold, så det bliver en spændende opgave, siger han. Peter Bertelsen skal fortsat have ansvaret for ynglingene men får her selv en assistent til at aflaste sig og tage over, når træning og kampe for de to hold falder sammen. Endnu har Peter Bertelsen ikke i detaljer aftalt den fremtidige arbejdsfordeling med cheftræner Lars Friis-Hansen, men han ser selv udviklingen af den enkelte spiller som noget af det mest spændende i trænerjobbet. - Men i det hele taget er der udfordringer nok som assistenttræner - et job, der bliver stadig vigtigere i takt med, at presset på ligatrænerne øges, siger Peter Bertelsen, der netop er fratrådt efter halvandet år som assistenttræner for ungdomslandsholdet. Per Jessen, der i efteråret med kort varsel trådte til som assistent for Lars Friis-Hansen, vender efter eget ønske tilbage til posten som klubbens talentchef.