Fradrag for kattefoder

Erhvervsjuraartikel fra advokat Steffen Ebdrup

Egypten 4. september 2002 08:00

En stædig bondemand fik efter 10 års kamp med skattemyndighederne ret i, at han kunne fratrække udgifterne til foder til kattene på hans bondegård. Afgørelsen har allerede været sporadisk omtalt i pressen som et lidt humoristisk islæt i den ellers så gravalvorlige skatteret. Man kan også anlægge den holdning, at det er ubegribeligt, at Skatteministeriet vil bruge 10 år for til sidst i Højesteret en gang for alle at få fastslået: "At kattefoder er fradragsberettiget på en landbrugsejendom." Det hele startede i 1991 hos det lokale skattevæsen, der fik øje på, at bondemand Svendsen havde trukket 3.442 kroner fra for udgifter til kattefoder. Det var efter deres opfattelse en privat udgift, og det samme syntes Landsskatteretten, der end ikke gad mødes med skatteyderen. Rotter Han forklarede, at han havde et mindre deltidslandbrug på 14 ha, hvor han havde får. Der var en del rotter, som han bekæmpede med gift i maskinhuset og med et kattehold på en 15-17 katte i de øvrige driftsbygninger. Han var ked af, at hans får og lam skulle gå og snaske i rotter, som havde fået rottegift. Han forklarede, at kattene aldrig kom i stuehuset, men at han da talte med dem, som han taler med alle dyr, men han kunne i øvrigt ikke komme tæt på kattene. Det spekulerede Østre Landsrets tre dommere over og delte sig i et flertal på to mod en. De to nåede frem til, at kattene havde en så privat karakter, at der ikke var fradragsret. Den tredje dommer mente, at skattevæsenet skulle skønne, hvilke katte der deltog aktivt i rottebekæmpelsen og hvilke katte der var kæledyr, så han kun fik delvis fradragsret for udgiften. Det votum skal man vist være landsdommer for at kunne se det hensigtsmæssige i. I hvert fald var Højesterets fem dommere ikke i tvivl. Selvfølgelig kunne han trække udgiften fra og på toppen af fradragsværdien af de 3.442 kroner fik bondemanden ikke mindre end 30.000 kroner i sagsomkostninger. Men hvor går grænsen. Hvad med vagthunden eller for den sags skyld en fårehund. Vagthund I en privat husholdning er disse udgifter utvivlsomt ikke fradragsberettigede uanset hvor mange gange vagthunden bider postbudet. Hvis der derimod er en velbegrundet årsag til, at man skal have en hund til at holde vagt, kan fradragsret komme på tale. En lønansat brugsuddeler havde en vagthund, der om dagen opholdt sig i en hundegård og om natten i en hundekurv ved brugsens pengeskab. Den lod Landsskatteretten for nogle år siden passerede og gav brugsuddeleren fradragsret, selv om han principielt var lønmodtager. Og så tilbage til landbruget, som har mange års traditioner for at trække udgifter fra. Ældre landmand En ældre landmand havde bortforpagtet sin ejendom, men kun i begrænset grad driftsbygningerne. Han ville fradrage forsikringsudgiften, og den sag landede også i Højesteret. Her delte Højesteret sig i et flertal på tre mod to. De tre dommere fandt på den salomoniske løsning, at han kun kunne trække en del af udgiften fra, fordi forpagteren kun i begrænset omfang brugte driftsbygningerne. To mere fornuftige dommere sagde, at driftsbygningerne fortsat var en del af landbrugsejendommen og derfor var forsikringsudgiften fradragsberettiget. Og så til sidst endnu et eksempel fra en samfundsgruppe, der har god tid til at tænke på, om de ikke kan finde på et fradrag. En gymnasielærer, der underviste i samfundsfag, mente, at avisudgiften og et kursus i Ægypten var fradragsberettiget. Kongernes Dal i Egypten kan man godt forstå ikke har særligt meget med samfundsfag at gøre, men den gik heller ikke med aviserne, selv om adjunkten jo gerne vil holde sig ajour med, hvad der skete i samfundet. Så læren af dagens tekst er, at man skal blive landmand og ikke gymnasielærer, hvis man vil have fradragsret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...