Fræk, fransk fartdjævel

Renault Megane RS er en kreation af fantasi, vovemod og ren og skær chokeffekt

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bemærk det markante afgangsrør, men også den store bagklap, som ikke ligefrem gør coupeen praktisk, men trods alt ganske anvendelig.

Man skal ikke køre mange meter i Megane RS, før den indre biograf viser en usædvanlig film. Den handler om en flok Renault-ingeniører, der får lov at smide alpehatten og kaste hæmningerne væk. "Skab en køremaskine, der kan få kollegerne i Tyskland til at hive sig fortvivlet i bundesligahåret. Brug de dele, I vil, blot de kan monteres i en almindelig Megane," har budskabet sikkert lydt. Allors, har de svaret og flået indmaden ud af den nærmeste Megane. Dernæst har de raget alt det dyre isenkram ned fra reservedelshylderne: Væk med tøsemotoren og ind med en maskine med 250 heste, turbolader, racerundervogn og lave brede dæk, der gør det muligt at mærke, om midterstriben er nedslidt eller nymalet, hører også med. Karossen får nogle jordnære strutskørter med grovmaskede luftindtag foran, og så begynder det at ligne noget. Alligevel skal der en ekstra besked til feinschmeckerne om, at denne Megane har lidt ekstra: Foran en sort kofanger med dyb frontspoiler, bagude central udstødning med samme overlegne look som en Napoleon Bonaparte, der overskuer slagmarken gennem en kraftig kikkert. At der skues bagud er ingen tilfældighed: RS skal jo overhale konkurrenterne, som bl.a. er den kommende Ford Focus ST (250 hk) og nuværende Golf GTI (210 hk). Bilen har faktisk eksisteret siden sidste år, men den danske importør har hidtil tøvet med at tage bilen hjem. Men nu er den her endelig og alpehatten af for det. RS minder da også mest af alt om en bil fra banesporten. Men den rasende RS kan mere end at se godt ud. Magtfuld Start motoren, og Renault smider ikke bare joggingdragten, men al den velovervejede fornuft, vi normalt forbinder med det parisiske bilmærke. Lyden, når nøglen drejes og man gasser op, er hårrejsende: Som en velvoksen rottweiler-han, der istemmer et enkelt magtfuldt bjæf, når postbudet nærmer sig brevsprækken. Køre kan den også. De brede dæk klistrer den til asfalten i de skarpeste sving, og den racer af sted over ujævnhederne og kræver konstant opmærksomhed og små, præcise bevægelser af sin fører. Det gælder ikke mindst under kraftige accelerationer, hvor du skal holde godt fat i rattet, hvis vognen ikke skal løbe af med dig: En tap med en tåspids på speederen, og den farer fremad som den engang lynhurtige Thierry Henry. Den kræver dog noget så sjældent som en tør dansk vej for at folde sig ud, hvis alle kræfterne ikke skal neddrosles af antispinsystemet. De første fire dage vi kørte i bilen, lykkedes det ikke på noget tidspunkt at trykke speederen i bund i de tre første gear, uden formålsløst hjulspin på forhjulene. Miseren skyldes først og fremmest, at bilen kun har forhjulstræk, og det er simpelthen for stor en mundfuld for de to dæk at overføre 250 hk og den massive trækkraft, som drejningsmomentet på 340 Nm sørger for. ESP-systemet er af den udvidede slags, hvor elektronikken virker præcist, som man har lyst til. Normal for kørsel fra A til B, Sport Mode giver mere line fra antispinsystemet, ABS-systemet venter længere med at slå til, og så reagerer speederen hurtigere på dine befalinger. Styringen er så direkte og præcis, at man har en fornemmelse af at have hænderne direkte på forhjulene. Med alt slået fra Race-mode er med alt slået fra - om man bare vil kværne dæk eller udforske grænserne for understyring og overstyring, så er det hér, det sker. Det tester vi selvfølgelig af på FDM Jyllandsringen, hvor teori pludselig bliver til praksis og RS er blandt de mest velkørende sportsmodeller, vi har prøvet. Et vip med en anden tå på bremsen, og den stopper ligeså brat som den kom i gang. Trækkraften er så massiv, at passagernes hoveder bliver kastet koket fremover. For køreglade bilister leverer den i høj grad varen. Turboen leverer kræfterne fra 2000 omdrejninger, hvor flere af konkurrenterne knap nok har forladt tomgangs-stadiet. I femte og sjette gear er der stadig overskud til hurtige overhalinger på de tyske autobahns. Omgængelig Det fine er, at muskel-Renaulten samtidig er letkørt og omgængelig. Behandler man speederen engleblidt, tænker man ikke nødvendigvis over, at man sidder i en letantændelig fartbombe Har du travlt, kan du nå 100 km/t på 6,1 sekunder, og den accelererer op gennem gearene med et langt sug, som når ungerne tømmer en sodavand med sugerør. Behøver vi nævne, at tophastigheden er 250 km/t? Under alle omstændigheder er der ingen vej uden om benzintanken, da EU-snittet siger lige godt 12 km/ l. Det vil potentielle købere sikkert blot trække på skuldrene af. De vil elske at sætte naboen til vægs med et regulært fartbæst, der dog ikke er så praktisk som naboens Megane Stationcar. Det tykke læderrat ligger fantastisk i hænderne, og de digitale instrumenter, som vi kender det fra den almindelige Renault Megane, er udskiftet med analoge. Naturligvis er omdrejningstælleren skriggul, og den lille korte gearstang klædt i læder. Udstyret omfatter også xenonlygter og parkeringssensor. Og formentlig deler kiropraktorerne, hvor bilen kom frem, begejstringen over den. For som den dog kan få folk til at dreje deres nakker af led. Megane RS er nemlig først og fremmest en hovedvender af en über-GTI, der får venner, familie og medtrafikanter til at klappe, huje og pege fingre af hhv. begejstring eller ægte indignation over dens brutale design.