Tyverier

Frække indbrud i sommerhuse

Fem familier, der holder sommerhusferie langs Vestkysten, fik en dårlig afslutning på deres udflugter i mandags.

Alle familierne, der ikke kender hinanden, kom hjem fra en udflugt i sommerlandet for at konstatere, at der havde været indbrud i deres lejede sommerhuse - to i Nr. Rubjerg, et i Munkens Klit og to ved Blokhus. Fremgangsmåden var den samme alle steder - nemlig et opbrudt vindue, hvorefter tyvene havde taget for sig at indboet. Udbyttet blev i alt kontanter svarende til godt 15.000 danske kroner, tre bærbare computere, tre digitale kameraer, et videokamera, tre mobiltelefoner samt en del smykker. - Vi går ud fra at det er de samme tyve, der har været på spil - fremgangsmåden med de opbrudte vinduer og familierne, der var på udflugt, var i hvert fald den samme, siger kriminalinspektør Henri Gade fra Hjørring Politi, som gerne hører fra personer, der har set noget mistænkeligt i de pågældende områder. Hjørring Politi kan kontaktes på telefon: 9623.1448.