Frækt flaskekup mod supermarked

Det er en yndet sport blandt unge, der vil lave lidt hurtige penge, at stjæle et par tomme flasker og sælge dem i nærmeste supermarked. Det er dog næppe i den gruppe, politiet skal lede efter de flasketyve, der natten til i går var på spil hos Kvickly X-tra i Bouet, dette kup var langt mere organiseret.

Hele 724 kasser tommer flasker blev nemlig læsset på en stor lastbil, i noget, der nærmest ligner et kommandoraid. Klokken 1.55 dukker lastbilen op bage ved supermarkedet, med et koben bliver hegnet om gården brækket og to mand entrer gården og begynder at lange kasserne ud til medskyldige udenfor. Banden er tydeligvis uanfægtet af, at hele seancen bliver optaget af Kvicklys overvågningskamaraer, ligesom de heller ikke lader sig forstyrre af, at der er lys inde i supermarkedet og personale til stede. I en hel time fortsætter de med at læsse kasser ombord på deres lastbil inden de forsvinder. Organiseret - Det virker utrolig koldblodigt, siger souschef Mogens Knudsen fra Kvickly X-tra. Og han understøttes af politiassistent Poul Balslev Sørensen fra nærpolitiet i Nørresundby. - De må have været nogen stykker om det. Udover dem, der har gennemført selve kuppet, så har jeg en formodning om, at der må have været nogen har stået vagt imedens. Derudover er der en hel del der tyder på, at der må være en aftager klar i den anden ende til at tage imod alle de mange flasker. - Man går jo ikke lige hen og afleverer 720 kasser i nærmeste flaskeautomat, Poul Balslev Sørensen. - Måske er der tale om en anløben butik i pengenød. Det er ikke første gang, Kvickly udsættes for sådan et kup; i juli forsvandt et lignende antal flasker og derfor formoder politiet, at det er de samme der står bag.