Tyverier

Frækt tyveri i Galleri Munken

Skulpturer stjålet midt i åbningstiden

INGSTRUP:Indehaver af Galleri Munken, Jane Mikolajewicz, er ærgerlig. Fire udstillede bronzeskulpturer, der stod i en vinduesniche, er blevet stjålet, mens galleriet havde åbent for publikum. De fire stjålne skulpturer, der er lavet af Erling Riisgaard, repræsenterer en værdi på 15.000 kroner og Jane Mikolajewicz må selv til lommerne for at betale kunsteren for skulpturerne. - Vi har en tyveriforsikring, men den dækker ikke, når der ikke er tegn på indbrud, siger hun og beklager at de udstillede genstande ikke kan få lov at stå i fred. - Vi har mange små ting, der står rundt omkring, og det vil være kedeligt, hvis vi skal have dem bag lås og slå, siger Jane Mikolajewicz. Endnu vil galleriejeren ikke ind på låse tingene inde, men hvis det gentager sig, er vi jo nødt til det, i første omgang vil vi flytte de små ting ud i de rum, hvor vi opholder os mest, siger hun. Skulpturerne er mellem 20-25 centimeter høje og Jane Mikolajewicz har svært ved at forestille sig, at de er stjålet på en gang på grund af deres vægt. Galleriet er anmeldt til Hjørring Politi, men kriminalinspektør hos Hjørring Politi, Henri Gade, har ikke store forhåbninger til, at det lykkedes politiet at finde skulpturerne igen. - Vi har ingen spor at gå efter, men vi vil efterlyse dem i det regionale efterforskningsstøttecenter og så er vores eneste chance er, at vi løber over et af disse krucifiks i den forbindelse, siger han.