Frafalder sigtelse for forsøg på manddrab

27-årig nu sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed

KLIM:En 27-årig mand fra Halvrimmen, der har siddet varetægtsfængslet siden 27. marts, fik ved et retsmøde varetægtsfængslingen forlænget i yderligere fire uger til 15. juni. Han blev anholdt efter en skudepisode i Klim, hvor han efter nogle kontroverser med en mand om tyvekoster skulle have affyret to skud. Ved grundlovsforhøret blev han sigtet for forsøg på manddrab. Denne sigtelse er nu ændret til overtrædelse af straffelovens paragraf 252 - ved gråd kådhed eller hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed. Efter sigtedes forklaring ved sidste retsmøde havde han affyret to skud med et haglgevær. Det ene var en saltpatron, og den anden af hagl med en kaliber, man kun benytter til lerdueskydning. Politiets tekniske undersøgelser på stedet har imidlertid fastslået, at der er affyret mindst to skud, hvoraf det ene med sikkerhed var en haglpatron af kaliber 12. Der er ikke fundet spor af salt fra den påståede saltpatron. Det kan derfor ikke udelukkes, at der er tale om to skud med kaliber 12. Med disse oplysninger mente anklageren, at skuddene var langt farligere, end de var efter sigtedes opfattelse. Ved retsmødet blev det oplyst, at sigtede i sin forklaring i grundlovsforhøret havde oplyst, at han var stærkt påvirket af alkohol. Han havde drukket mellem 20 og 30 øl, inden han sammen med en del andre var taget til Klim for at afvikle et mellemværende med forurettede om nogle tyvekoster. Derfor mente anklageren, at det var særdeles skærpende omstændigheder, at sigtede i det hele taget havde våben i hånd. Påstanden om at sigtede var særdeles beruset blev dog imødegået af forsvareren, der fremlagde analyseerklæring, der viste, at sigtede kun havde en alkoholpromille på 1,14. Sigtede kærede omgående den forlængede varetægtsfængsling til landsretten.