EMNER

fragt Tøjkæder kræver erstatning fra Mærsk

KØBENHAVN:Den internationale tøjkæde Gap har sagsøgt den danske rederikoncern A.P. Møller - Mærsk og kræver over 68 millioner kroner i erstatning. Ifølge hjemmesiden Women's Wear Daily har Gap sagsøgt Mærsks containerrederi, der indtil i mandags hed Maersk Sealand og nu hedder Maersk Line. Gap kræver erstatning af rederiet for i 2003 at have tabt og beskadiget en sending tøj fra Gap. Ifølge søgsmålet tabte Mærsk-rederiet 10 containere i vandet og beskadigede fire andre fyldt med tøj fra Gap. Ulykken skete angiveligt på en fragtsejlads mellem Sri Lanka og USA. Også den italienske tøjkæde Benetton vil have A.P. Møller - Mærsk til at punge ud. Benetton har således sagsøgt det danske selskab for cirka 1,3 millioner kroner, da en sending tøj blev beskadiget mellem Italien og USA. /ritzau/