Nørresundby

Fragtcentraler samles i Aalborg

AALBORG:Mandag samler fragtvirksomheden DHL sine aktiviteter i Aalborg på terminalen på Mineralvej. Den tidligere station for kurérforsendelser i Nørresundby bliver integreret i den hidtidige terminal, så DHLs håndtering af forsendelser, salg og administration samt distribution er samlet ét sted. Vi vil gerne køre flere produkter - vejekspres og luftekspres - på de samme biler, og det kan bedst lade sig gøre, hvis vi er på samme terminal, siger Michael Lund Jensen, der er ansvarlig for DHL's operationelle aktiviteter i Jylland og på Fyn. Alle ni ruter og samtlige nuværende 25 medarbejdere flytter ind på terminalen. Ingen bliver fyret ved sammenlægningen. Terminal i Aalborg Øst huser i forvejen spedition, godstransporter, håndtering af vejekspres-forsendelser fra resten af verden til området samt luftfragt-afdelingen DHL Danzas Air & Ocean.