Udland

Fragtfly styrtede ned i minibus i Ghana

Flyet missede landingsbanen og fortsatte i stedet ind i en bus. Mindst 10 personer er dræbt.

Fragtfly styrtede ned i minibus i Ghana

Et fragtfly ramte sent lørdag aften en minibus, da det styrtede ned tæt ved lufthavnen i Ghanas hovedstad, Accra. Mindst 10 personer omkom ved ulykken, oplyser en talsmand for militæret samt øjenvidner på stedet.

Ulykken skete, da flyet af typen Boeing 727 ramte ved siden af landingsbanen og i stedet bragede ind i en minibus.

Det er endnu uvist, om der var mennesker i bussen, da fragtflyet kolliderede med køretøjet. Men ifølge et øjenvidne blev flere dræbt i bussen.

- Jeg var på vej hjem fra arbejde, da jeg så et fly ramme bussen og mase folk til døde, fortæller vidnet Kofi Anor.

Besætningen om bord på fragtflyet, som fløj for det nigerianske selskab Allied Air, slap levende fra flystyrtet.

- Besætningen på fire mand overlevede alle ulykken og modtager i øjeblikket behandling i lufthavnen, oplyser en talsmand for lufthavnen i Accra.

Minibussen er totalskadet efter ulykken, og den bageste del af flyet samt dets vinger er brækket af.

Ghanas vicepræsident understreger, at der vil blive foretaget en tilbundsgående undersøgelse af ulykken.

Ifølge Ghanas lufthavnsoperatør, Ghana Airports Company Limited, fortsætter flytrafikken i Accras lufthavn trods ulykken, og ingen andre afgange er aflyst.

/ritzau/AFP