Fragtnedgang for Color Line på ruten fra Hirtshals til Kristiansand

Kristiansand 1. september 2005 06:00

HIRTSHALS: Color Line må notere en tilbagegang på hele 30 procent på godstransporten mellem Hirtshals og Kristiansand i juli måned. Den primære forklaring er ifølge seniorfragtchef John Juul fra Color Line, at rederiet i år har valgt ikke at charter en færge for at øge godsmængden i en periode, hvor der er højsæson på passagersiden og derfor ikke plads til så meget gods. - Den beslutning har vi taget ud fra prognoserne omkring godsmængden på ruten, for samtidig har kunderne i stedet kunne benytte vores ny rute mellem Hirtshals, Stavanger og Bergen, siger John Juul. Seniorfragtchefen fortæller, at der også er lykkedes rederiet at få flyttet godsmængder til de afgange, hvor der ikke har været så mange passagere ombord. John Juul ønsker dog ikke at oplyse, hvor meget gods Color Line har haft på de enkelte destinationer. Tavsheden skal blandt andet ses ses i lyset af konflikten med Fjordline i Vestnorge. Rederiet Fjordline beskylder nemlig Color Line for at skade den fri konkurrence. Fjordline siger i sin anklage, at Color Line har pumpet millioner af kroner til underskudsgivende ruter mellem Hirtshals og Vest-Norge. Hele sagen bliver i øjeblikket undersøgt af konkurrencemyndighederne i Norge. Blandt andet har Color Line skullet afgive en forklaring til myndighederne. Samlet har Color Line heller ikke grund til at være utilfreds, for mens Hirtshals-Kristiansand har oplevet en markant tilbagegang kan Color Line, ifølge Transportmagasinet, notere en samlet fragtrekord i juli. Det skyldes ikke mindst en fremgang på 28 procent på Kiel-Oslo ruten, mens Frederikshavn-Larvik kan fremvise en fremgang på 21 procent. I Hirtshals går det også godt på ruten til Oslo, hvor der i juli var en fremgang på 10 procent.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...