Fragtpris og nem returnering vigtig
E-handlens kunder har sat ord på deres ønsker til butikkerne
AALBORG: E-handel skal være nemt, billigt og enkelt - også når man fortryder og returnerer varen.
Det siger kunderne til Dansk e-handelsanalyse, og i månedsrapporten fra marts fremhæver otte ud af 10 kunder, at de vil være mere tilbøjelige til at handle i en netbutik igen, hvis butikken tilbyder en nem returløsning.
Ved fortrydelse af køb på nettet har kunden ret til at få refunderet hele sit købsbeløb, også fragten, men det er som udgangspunkt kunden selv, der skal betale for returomkostningerne.
- Vi oplever flest fortrudte køb og dermed flest returnerede varer inden for tøj, sko og smykker, og derfor er det indlysende, at det er her, at kunderne lægger størst vægt på gratis returmuligheder, siger administrerende direktør Annette Falberg fra FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel).
Postvæsenet står også klar til at hjælpe butikkerne:
- Vi tilbyder en lang række services til netbutikkerne, så de blandt andet kan lægge returlabels i pakkerne, som giver kunden adgang til nemt at returnere forsendelsen. Herudover kan kunderne anvende online pakkeporto via Post Danmarks hjemmeside, hvor man selv kan købe og printe labels til sine returpakker. Både pakker med påsat returlabels, og labels man selv har købt og udskrevet, kan sendes via vores automat PakkeBoksen, der mange steder kan bruges døgnet rundt, så man kan sende pakken, når det passer én, forklarer chef for E-Commerce i PostNord Danmark Carsten Dalbo.
Og sådanne services bør butikkerne benytte sig af:
- Levering og returnering har især i de seneste år fået stadig større betydning i konkurrencen om kundernes gunst. Mange kunder efterlader fyldte virtuelle indkøbskurve i netbutikken uden at købe, og i næsten halvdelen af tilfældene sker det, fordi ikke alle netbutikker tilbyder alle leveringsformer på deres hjemmeside, siger Annette Falberg.
Kundernes behov er som bekendt forskellige, og for eksempel vælger fire ud af 10 unge en pick-up løsning, hvor de selv henter pakken. Mens syv ud af 10 pensionister vælger hjemmelevering.
- Det er afgørende for netbutikkerne, at de rammer kundernes behov præcist både med deres leveringstilbud og deres ressourceforbrug ved håndtering af forsendelser. Så der er hele tiden efterspørgsel på leveringsløsninger med fleksibilitet og smidighed, siger Annette Falberg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.