Frakørsler skal sikres mod spøgelsesbilister

Transportminister Carina Christensen vil undersøge skiltning for at undgå flere dødsulykker

Færdselsforseelser 2. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Transportminister Carina Christensen (K) starter en gennemgang af samtlige frakørselsramper på de danske motorveje for at begrænse det stigende antal spøgelsesbilister. - Vejdirektoratet vil gennemgå samtlige frakørselsramper for at se, om afmærkning og udformning kan forbedres. Sådanne erfaringer videregives til brug ved fremtidig projektering af motorvejene, siger den nyudnævnte transportminister. Hun beklager, at antallet af vildtfarende bilister på motorvejene er næsten tredoblet i år i forhold til de seneste år. Ministerens handling kommer dagen efter, at en 80-årig mand mistede livet, da han kolliderede med en modkørende bil på Herning-motorvejen ved Galten vest for Århus efter at have kørt i den forkerte retning. Men ifølge Carina Christensen er der en anden vigtig årsag til at bilisterne går fejl af skiltningen og kaster sig ud i ubevidst dødskørsel. - Mange af de pågrebne spøgelsesbilister er påvirket af alkohol, og vi vil fortsat sikre, at der gennemføres kampagner rettet mod dette problem. Hun pointerer samtidig, at der allerede er opsat advarselstavler og blink på specielt udsatte motorvejsstrækninger, så andre bilister kan advares om en modkørende spøgelsesbilist. Til gengæld imødekommer transportministeren ikke et forslag fra Venstres Flemming Damgaard Larsen, der foreslog opsættelse af advarselsblink, der kan advare spøgelsesbilisten allerede på tilkørslen til motorvejen. Vejdirektoratet oplyser, at der i årets første 10 måneder er talt 131 spøgelsesbilister. Normalt ligger tallet på 50 om året./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...