Naturkatastrofer

Frances er ikke færdig

STUART: Først var Frances en orkan, som ventede ud for Florida. Så gik den omsider i land, men var nu en tropisk storm, og mandag kunne myndighederne i denne amerikanske delstat opgøre skaderne: To omkomne foruden andre to dræbte i Bahamas. Materielle ødelæggelser af ukendt omfang. Afbrydelse af strømforsyningen til tre millioner indbyggere. Men Frances var ikke færdig. Den slog et sving ud over Den Mexicanske Golf og vil formentlig med fornyet styrke komme ind over land som en orkan - nu i det nordvestlige Florida. Og ude over Atlanterhavet er endnu en mægtig orkan ved at samle kræfter. Ivan hedder orkanen, hvis styrke ligger i næsthøjeste kategori. Denne orkan når Caribien og måske også det sydøstlige USA i løbet af ugen. /ritzau/