Franck Ribéry: Jeg kan vinde den gyldne bold

Bayern München-stjernen tror på, at han kan detronisere Lionel Messi som verdens bedste fodboldspiller.

3. september 2013 21:50 - Opdateret 3. september 2013 21:51

Franck Ribéry: Jeg kan vinde den gyldne bold

Lionel Messi har siddet tungt på tronen som verdens bedste fodboldspiller de seneste fire år, men måske kan der ske et tronskifte i år.

I hvert fald tror franske Franck Ribéry fra Bayern Münchens succeshold, at han kan fravriste argentineren den prestigefyldte Fifa Ballon d'Or-titel, den gyldne bold.

- Selvfølgelig tror jeg på det, siger Franck Ribéry ifølge nyhedsbureauet AFP.

30-årige Franck Ribéry blev i sidste uge kåret som den bedste spiller i Europa efter en afstemning foretaget af det europæiske fodboldforbund (Uefa). Her blev han stemt ind som nummer et foran netop Lionel Messi.

Franskmanden var i sidste sæson med til at føre Bayern München til en tredobbelt triumf.

Klubben vandt både det tyske mesterskab og pokalturneringen, og Bayern sejrede også i Champions League-finalen.

- I sidste sæson gjorde jeg det, der skulle til, både på og uden for banen. Jeg var meget professionel, siger Franck Ribéry.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...