Frandsen vil have stoppet elevatoren

Rutineret Fox-keeper tror på sejr i dagens bundkamp

Hanne Frandsen har flere gange prøvet at være med i elevatoren til op-og nedture med Fox, men i denne sæson vil hun gerne undgå den.foto: kim dahl hansen

Hanne Frandsen har flere gange prøvet at være med i elevatoren til op-og nedture med Fox, men i denne sæson vil hun gerne undgå den.foto: kim dahl hansen

FREDERIKSHAVN:Med flere end 200 kampe i målet for Frederikshavn Fox har 29-årige Hanne Frandsen taget elevatoren et par gange op og ned fra HåndboldLigaen til 1. division, men i denne sæson tror hun på, at vendelboerne slipper for endnu en tur nedad. - Der er flere hold involveret i kampen om at undgå den direkte nedrykningsbillet, end der har været i tidligere sæsoner, og der er langt flere uventede resultater i ligaen, end vi har set før, pointerer den rutinerede frederikshavner inden Fox-kvindernes vigtige bundkamp i Horsens i eftermiddag, hvor Frandsen og kompagni med en sejr sender hjemmeholdet ned på sidstepladsen. - Selvfølgelig er det vigtigt at undgå at tabe netop den kamp, men knald-eller-fald-kamp er der i mine øjne ikke tale om endnu. Vi har også en afgørende dyst hjemme mod Team Esbjerg om en uge, men nu tager vi altså én kamp ad gangen, og ser hvor det bærer os hen. - Årets første kamp udløste en vigtig sejr over Aalborg DH, og selv om vi tabte med tre mål til FCK Håndbold, står vi mentalt godt rustet inden dagens opgør i Horsens. - Fysisk er vi bedre end sydjyderne, og derfor behøver vi heller ikke at frygte deres bagskytte og topscorer, Katarina Dubajova, som vi i øvrigt også kender fra hendes tidligere ophold i Fox. - Hun virker lidt ud af trit i øjeblikket, og med vores stærke fysik i forsvaret har vi netop spillerne, der kan stoppe hende, siger Hanne Frandsen. Fox-keeperen er begyndt at se frem til næste sæson, hvor frederikshavnerne får endnu en keeper på kontrakt. - Jeg ser frem til, at vi får Pernille Fisker til klubben, for konkurrence er altid godt på liganiveau, siger Hanne Frandsen, der samtidig roser det nuværende samarbejde i målet med Ditte-Marie Andersen. Marginaler afgørende Fox spillede en skidt kamp, da man senest mødte Horsens og tabte 19-22 i Arena Nord. - Den kamp kan vi ikke bruge til noget, lyder det fra Fox-træner Anders Thomsen. Men aktuelt ligger vi godt til hinanden, og styrkemæssigt er vi også lige, så jeg forventer bestemt ikke, at ét af holdene pludselig tordner foran. - Det bliver uden tvivl de berømte små marginaler, der kommer til at afgøre det, men vi føler os i hvert fald klar til bunddysten, garanterer Fox-træneren, der stiller med uændret trup i forhold til FCK-kampen. Anders Thomsen peger også på, at ligaen er mere tæt i denne sæson end tidligere. - Alle hold fra nummer syv til 12 kan slå hinanden, og derfor bliver det et tæt drama i bunden med flere hold involveret.