Frandsens gazellefirma galopperer uden kæde

Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S åbner filial i Hobro

HOBRO:Kæden er ikke sprunget af. Kæde har der nemlig aldrig været på John Frandsens ejendomsmæglerfirma, der fredag 1. oktober åbner filial i Adelgade 1. Nabodør om dør med frisørsalonen Fakefur. I modsætning til de fleste andre firmaer i branchen har John Frandsen valgt ikke at være medlem af en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med tilsluttet långivende kreditinstitut. Og forklaringen kommer prompte: - Jeg vil hellere bruge tiden på kunderne end på kæderne. Ved at være kædeløs slipper jeg også for at stå til regnskab over for en kæde og en fast långiver med en masse regnskab og statistikbøvl til følge. Med åbningen af Hobro-filialen tager 40-årige John Frandsen sit ottende firma-galopperende gazellespring. I forvejen dækker reviret Djursland, Kronjylland og Mariager Fjord-området med syv filialer beliggende i Grenaa, Glesborg, Auning, Hadsten, Hadsund, Mariager og Randers, som er firmaets hovedbase. Prisværdigt gazellespring At der er tale om et gazellespring til Hobro på tværs af det endnu usammenbagte kommunale landkort har en prisværdig forklaring. John Frandsen A/S er nemlig hædret med dagbladet Børsens Gazelle-pris. En pris, der uddeles til firmaer med en hundrede procents fremgang i omsætningen over fire år. Omsætningens dags dato-størrelse vil John Frandsen ikke afsløre. Derimod vil han gerne begrunde valget af Hobro som nyt filialsted. - Hobro er en by i vækst med let adgang til motorvejen. Samtidig er Hobro for tiden en populær bosætnings-kommune. På plussiden tæller han også med, at Hobro bliver hovedby i en ny, kommende storkommune. - Jeg har også fundet den rigtige mand til at bestyre Hobro-filialen, understreger John Frandsen, der på grund af et endnu uafsluttet ansættelsesforhold ikke vil afsløre bestyrerens identitet. Men han er særdeles godt kendt med byen og egnen, noterer John Frandsen. Et velfunderet kendskab til det lokale ejendomsmarked besidder også Hobro-filialens to nyansatte ejendomsmæglere, Bjarne Berling og Troels Hansen. Førstnævnte har i en snes år arbejdet som ejendomsmægler i Hobro, mens Troels Hansen igen kommer på hjemmebane efter at have været ansat i Grenaa-filialen. Selv var John Frandsen befalingsmand i søværnet, inden han i 1992 besluttede at uddanne sig til ejendomsmægler. I 1995 blev han så selvstændig med eget firma i Randers. I dag er John Frandsen far til fire med bopæl på et landsted ved Mariager. Gift er han med Lene, der også er selvstændig som vikarierende sygeplejerske.