Frank Jensen undskylder uforbeholdent for krænkelser

Københavns overborgmester siger undskyld til "de personer, som jeg med min adfærd har krænket".

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), skal søndag forklare sig i sager om krænkende adfærd. (Arkivfoto)

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), skal søndag forklare sig i sager om krænkende adfærd. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), undskylder lørdag eftermiddag uforbeholdent over for de personer, han har krænket. Det sker i et opslag på Facebook.

Undskyldningen kommer, efter at Jyllands-Posten har kunnet fortælle om beskyldninger om krænkende adfærd fra Jensen mod to kvinder.

- Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning - dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket, skriver han på Facebook.

Overborgmesteren har hidtil afvist at stille op til interview om to sager i henholdsvis 2012 og 2017, som Jyllands-Posten har afdækket.

I stedet skrev han sent fredag på Facebook, at han er ked af de episoder, "hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel". Han skrev dog også, at der er episoder og detaljer, "der er oplevet forskelligt".

I Jyllands-Postens historie er Maria Gudme en af de to kvinder, der fortæller om episoderne. Hun er i dag folkevalgt til regionsrådet i Hovedstaden.

I 2012 var hun 23 år, og på et værtshus med en række andre socialdemokrater endte hun med at sidde ved siden af Frank Jensen.

Her lagde han sin hånd på hendes lår, og derefter førte han den længere op ad hendes lår op under hendes kjole, beskriver hun.

Nu kommer der altså en uforbeholden undskyldning fra Frank Jensen, der søndag klokken 18.30 skal forklare sig over for sine partifæller i København.

Han har indkaldt sine partifæller i Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg og de ni kredsformænd for partiet i København til et hastemøde på rådhuset.

- Efter mødet med mine partifæller vil jeg gerne tale med pressen, skriver han på Facebook.

Frank Jensen er også tidligere blevet beskyldt for krænkende adfærd. Det skete i 2004 og 2011 ved to julefrokoster.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.