Frankrig forlænger undtagelsestilstanden i landet med seks måneder, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker efter sidste uges angreb i Nice, hvor 84 mennesker mistede livet, da en mand kørte en lastbil ind i menneskemængder ved havnefronten i den sydfranske by.
Islamisk Stat, der er på flere lande og organisationers terrorliste, har taget skylden for angrebet.
Frankrig har været i undtagelsestilstand siden angrebene i Paris november sidste år, hvor 130 personer blev dræbt. Få timer før angrebet i Nice sagde den franske præsident, François Hollande, at han var klar til at droppe det ekstraordinære beredskab.
Men efter angrebet, der skete på den franske nationaldag, lød det, at undtagelsestilstanden ville blive forlænget med yderligere tre måneder. Det er altså nu blevet til et halvt år.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.