Frankrig: Europa må stå samlet i Syrien-krisen

Europa skal stå samlet i krisen om Syrien, siger Frankrig. Brug af kemiske våben kræver internationalt svar.

Udland 3. september 2013 17:26 - Opdateret 3. september 2013 17:29

Frankrig: Europa må stå samlet i Syrien-krisen

De europæiske lande må finde fælles fodslag og være enige om et svar på Syrien-krisen.

Det siger François Hollande, Frankrigs præsident, forud for et møde blandt EU's udenrigsministre i weekenden.

- Europa må samles i denne sag. Hvert land med sit eget ansvar. Frankrig vil påtage sig sit, siger Hollande.

Hans melding kom sidst på eftermiddagen tirsdag på et pressemøde i Paris, den franske hovedstad, med Tysklands besøgende præsident, Joachim Gauch.

Frankrig har erklæret, at angrebet med kemiske våben i den syriske hovedstad, Damaskus, den 21. august kræver et militært svar.

Franske efterretningsrapporter siger, at det syriske regime under ledelse af præsident Bashar al-Assad stod bag angrebet, og at mindst 281 mennesker blev dræbt.

Det er dog næppe sandsynligt, at Frankrig vil gå til angreb alene.

Hollande siger, at hvis den amerikanske kongres siger nej til, at USA skal angribe Syrien, og hvis USA så dropper en militær aktion mod Syrien, så vil Frankrig ikke gå enegang og sende raketter i hovedet på Assad-regimet.

Storbritanniens parlament nedstemte forleden et forslag fra den britiske regering om deltagelse i en militæraktion.

Det franske parlament skal onsdag drøfte den syriske krise, men regeringen siger, at der ikke kommer nogen afstemning.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...