Udland

Frankrig har sendt 350 soldater mod Bangui efter kup

Regeringskilder i Paris siger, at 350 franske soldater er sendt til den kupramte Centralafrikanske Republik.

Frankrig har sendt 350 soldater mod Bangui efter kup

Frankrig har sendt 350 soldater til Den Centralafrikanske Republik, bekræfter regeringskilder i Paris over for det franske nyhedsbureau AFP.

- Et første kontingent på 200 soldater ankom til hovedstaden Bangui lørdag, og yderligere 150 blev søndag sendt mod landet fra Libreville, hovedstaden i Gabon, siger kilderne.

Frankrig har næsten 600 soldater i landets urohærgede, tidligere kolonier på det afrikanske kontinent.

Oprørere trængte søndag ind i hovedstaden Bangui, efter at de nåede frem til byens udkant lørdag. Præsident Francois Bozize er angiveligt flygte fra landet.

Militsfolk i oprørsgruppen Seleka indledte en offensiv mod Bangui, efter at en to måneder lang våbenhvile brød sammen i det kronisk urohærgede land med cirka 4,5 millioner indbyggere.

Oprørerne mente, at Bozize ikke havde levet op til et løfte om at integrere oprørssoldaterne i den regulære hær.

Bozize kom selv til magten ved et kup i 2003. Han er ikke blevet set, siden han vendte hjem fra et kort besøg i Sydafrika fredag.

Efter skudsalver i det centrale Bangui søndag omkring præsidentpaladset har grupper foretaget omfattende plyndringer.

- Oprørerne har kontrol over byen, selv om der stadig høres spredte skudsalver, siger kilder i den multinationale centralafrikanske styrke Fomac.

Den Internationale Røde Kors Komite siger, at mange mennesker er såret, og at hospitalerne er overfyldte.

- De medicinske strukturer er ikke i stand til at klare denne strøm af sårede. Elektriciteten bliver ofte afbrudt, og det kan få skæbnesvangre følger for dem, der ønsker hjælp, siger Georgios Georgantas fra Røde Kors i landet.

Frankrig bad i weekenden om at få FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at reagere på den hastigt forværrede situation i landet, og franske borgere i den tidligere koloni blev rådet til at "holde sig hjemme".

Tidligere har Seleka-oprørerne krævet præsidentens afgang, og at han retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.