Udland

Frankrig kræver humanitære korridorer i syriske byer

Der skal oprettes humanitære korridorer i belejrede syriske byer, foreslår Frankrig.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, siger mandag, at Frankrig vil foreslå en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der kræver en øjeblikkelig åbning af humanitære korridorer i belejrede syriske byer.

Ministeren siger, at resolutionen skal være et forsøg på at fremskynde processen med at få uddelt mad og medicin i de nødlidende områder.

- Det er fuldstændig skandaløst, at vi har diskuteret det her i noget tid, men folk sulter stadigvæk. Derfor vil vi foreslå en resolution med andre lande, siger Laurent Fabius.

Mellem 400 og 500 personer er ifølge de internationale nyhedsbureauer i løbet af søndag evakueret fra den gamle del af den centrale by Homs i Syrien.

Evakueringen var et led i en tre dages våbenhvile mellem oprørerne og præsident Bashar al-Assads styrker, hvor nødhjælp er blevet fragtet ind i Homs - og civile er blevet evakueret derfra. Våbenhvilen udløb ved midnat.

Mandag aften genoptages fredsforhandlinger i Geneve mellem repræsentanter fra den syriske regering og de syriske oprørere.

Den første runde af forhandlinger sluttede uden nogen konkret aftale om den næsten tre år lange borgerkrig, der har dræbt flere end 136.000 mennesker.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst