Frankrig lider højst overraskende EM-nederlag til Portugal

De franske håndboldherrer fik en skrækkelig start på EM med et overraskende nederlag til Portugal.

Nikola Karabatic og resten af de franske landsholdstjerner tabte 25-28 til Portugal efter at have været bagud med et mål ved pausen.

Nikola Karabatic og resten af de franske landsholdstjerner tabte 25-28 til Portugal efter at have været bagud med et mål ved pausen.

KØBENHAVN:Der afholdes sjældent en slutrunde i håndbold, uden at Frankrig blander sig i de afgørende kampe om medaljer.

Sådan kan det da også stadig gå ved det igangværende EM i håndbold, men fredag aften fik franskmændene skrækkelig start på mesterskabet.

Frankrig tabte 25-28 til undertippede Portugal i Trondheim i Norge og er dermed under pres efter åbningskampen.

De to nationer er placeret i gruppe D, der også tæller Norge og Bosnien-Hercegovina. De to sidstnævnte mødes senere fredag.

Frankrig gik ind til premierekampen med et stort forventningspres på skuldrene med de historiske meritter og de mange profiler in mente, men hele vejen igennem fredagens opgør havde de problemer.

Portugiserne virkede på ingen måde skræmte over den franske modstand og hang på, til de selv tog føringen sent i første halvleg.

I Frankrigs mål er det ikke længere den legendariske målmand Thierry Omeyer, der vogter målet. I stedet var Yann Genty på mål, og han havde en rædselsfuld første halvleg, hvor han ikke kom i vejen for meget og desuden forlod buret og efterlod et frit mål i flere tilfælde.

Portugal gik til pausen foran 12-11, og det forventede franske stormløb lod vente på sig. De portugisiske skytter fortsatte med at være skarpe og havde med 11 minutter igen muligheden for at bringe sig foran med fire mål ved stillingen 22-19.

I stedet blev de ramt af en to minutters udvisning, og få minutter senere stod det 22-22.

Frankrigs Romain Lagarde trådte i karakter med flere vigtige scoringer mod slutningen, men et par franske udvisninger blev dyre.

Portugal blev ved med at trykke på, og til sidst måtte Nikola Karabatic og de øvrige franske stjerner indse, at åbningskampen ikke blot var en ond drøm.

I gruppe F fik Slovenien en god start på EM, da Polen blev besejret 26-23. Her skal Schweiz og Sverige i aktion senere fredag som de to øvrige hold i gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.