Frankrig og England deler efter City-mål

Fodboldbraget mellem de to giganter fusede ud i anden halvleg

Joleen Lescott scorer til 1-0- Foto: Scanpix

Joleen Lescott scorer til 1-0- Foto: Scanpix

DONETSK: To Manchester City-spillere kom på scoringstavlen, da England og Frankrig mandag aften åbnede EM's gruppe D ved at spille 1-1 i Donetsk.
Joleon Lescott bragte England foran med sit første landskampsmål, men klubkammeraten Samir Nasri udlignede for Frankrig før pausen.
Kampen var ikke nogen stor oplevelse rent spillemæssigt, men både Frankrig og England vil formentlig være tilfredse med at have fået point i den første kamp.
Englands nye landstræner, Roy Hodgson, overraskede ved at bruge den blot 18-årige offensivspiller, Alex Oxlade-Chamberlain fra Arsenal, i startopstillingen.
Wayne Rooney så til fra tribunen, fordi Manchester United-stjernen skal afsone karantæne i de to første EM-kampe på grund af et rødt kort i kvalifikationen.
Frankrigs landstræner, Laurent Blanc, stillede ved sin slutrundedebut som træner op med en ventet offensiv stjernetrio i skikkelse af Samir Nasri, Karim Benzema og Franck Ribéry.
Det blev dog England, som fik den første store chance efter et kvarter, da Ashley Young sendte James Milner igennem.
Midtbanespilleren fra Manchester City afdriblede Frankrigs målmand, Hugo Lloris, men sendte bolden i sidenettet fra en spids vinkel. En afbrænder af rang.
Så var der straks mere konsekvens fra klubkammeraten Joleon Lescott, som headede England foran 1-0 efter en halv time.
Steven Gerrard sparkede et frispark ind i panden på Lescott, mens franske Alou Diarra ikke gjorde videre væsen af sig i sin markering. Samme Alou Diarra var dog ved at revanchere sig fem minutter senere.
Hans hovedstød blev flot pareret af Englands målmand, Joe Hart, og i anden omgang headede franskmanden forbi.
Joe Hart kunne dog intet gøre, da Samir Nasri trykkede af fra kanten af straffesparkfeltet og sendte 1-1-scoringen ind i det korte hjørne. 13 minutter før tid tog Roy Hodgson unge Alex Oxlade-Chamberlain ud og erstattede ham med Jermain Defoe.
Tottenham-spilleren vendte for få dage siden tilbage til den engelske EM-trup efter at have været hjemme i England, da hans far døde.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.